Nedrykning berører Vejle-anfører dybt: 'Det værste i min karriere'

Vejle Boldklub rykkede søndag ned i 1. division efter et højdramatisk opgør mod Hobro.

Jacob Schoop efter nedrykningen er en realitet. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Vejle Boldklub prøvede søndag eftermiddag noget af det værste, en fodboldklub kan komme ud for – at rykke ned. Det var kendsgerningen efter forlænget spilletid mod Hobro, der i sidste ende trak det længste strå.

Vejle havde vundet det første opgør på udebane med 1-0, men måtte se slået med 0-2 på hjemmebane efter 0-1 i de første 90 minutter.

Efter kampen var mange af Vejle-spillerne i tårer, og anfører Jacob Schoop lagde da heller ikke skjul på, hvor hårdt det er at rykke ned.

- Det er det værste, jeg har prøvet i min karriere hidtil. Der er så mange følelser inde i mig lige nu. Jeg er lidt i chok, siger en tydeligt berørt Jacob Schoop.

  • Vejles Imed Louati faldt sammen efter nedrykningen var en realitet. (Foto: claus fisker © Scanpix)
  • Samtidig tog holdkammeraterne på bænken sig til hovedet. (Foto: claus fisker © Scanpix)
  • Det samme gjorde sig gældende på tribunen. (Foto: claus fisker © Scanpix)
1 / 3

Grædefærdig spillertrup

Anføreren var ikke den eneste, som var hårdt medtaget efter det samlede nederlag til Hobro på 2-1. Hele spillertruppen var dybt berørt.

- Folk sad og græd inde i omklædningsrummet. Det vidner om, hvor meget det betyder for det her hold. Det er aldrig sjovt at skuffe os selv og alle dem, der bakker op.

På trods af den store skuffelse mener direktør Henrik Tønder, at nedrykningen kommer, fordi Vejle ikke har været gode nok siden oprykningen.

- Det er ganske simpelt, når man har spillet en hel sæson, og vi står som tabere, så har vi ikke været gode nok, siger Henrik Tønder.

Alligevel har direktøren og resten af Vejle Boldklub-organisationen ambitionen klar for den kommende sæson, hvor Vejle altså er at finde i 1. division.

- Det er vores klare ambition at rykke op allerede i næste sæson. Det lægger vi ikke skjul på, lyder den klare melding.

I næste sæson rykker blot ét hold op i Superligaen fra 1. division, men det bekymrer ikke Henrik Tønder.

- Den plads har vi taget før. Det gør vi igen.

Hobro skal nu ud i to opgør imod nummer to fra 1. division om at spille Superliga i næste sæson. Det bliver enten Silkeborg eller Viborg.

/ritzau/