Nordstrand vender tilbage til FCN

FCK-angriberen Morten Nordstrand skifter tilbage til FC Nordsjælland efter denne sæson.

Morten Nordstrand vender tilbage til Farum til sommer på en aftale frem til udgangen af 2014. (Foto: Linda Henriksen © Scanpix)

Når Superligaens igangværende sæson er forbi, vender Morten Nordstrand igen hjem til FC Nordsjælland, hvor han får sit tredje ophold i karrieren som professionel.

- Jeg er fortsat FC København-spiller næsten seks måneder endnu, og jeg vil gøre alt for at bidrage til, at vi vinder mesterskabet og meget også gerne DBU-pokalen, siger Morten Nordstrand i en pressemeddelelse.

Morten Nordstrand skiftede fra FC Nordsjælland til FC København i 2007, og i foråret 2011 kom angriberen tilbage til Farum-klubben på en lejeaftale.

Nu vil Nordstrand så igen være rigtig Nordsjælland-spiller - denne gang for de næste to og et halvt år.

FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen mener, at aftalen giver god mening.

- Jeg har selvfølgelig været orienteret igennem hele forløbet omkring Mortens fremtid, og jeg forstår godt hans beslutning om at skifte klub her til sommer.

- Fra i dag og frem til slutningen af sæsonen vil Nordstrand fortsat blive bedømt på lige fod med de øvrige angribere i truppen, og jeg har aftalt med Nordstrand, at vi kommer til at se det bedste fra hans side i resten af sæsonen, siger Carsten V. Jensen.

Facebook
Twitter