Ny skade tvinger Van der Vaart til at sige stop

Den hollandske fodboldspiller Rafael van der Vaart stopper karriereren med øjeblikkelig virkning efter en ny skade.

Rafael van der Vaart nåede kun få måneder i Esbjerg, før han besluttede sig for at stoppe karrieren. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det er kun få måneder siden, den falmede hollandske fodboldstjerne Rafael van der Vaart skiftede til Esbjerg efter to magre år i FC Midtjylland. Men allerede nu er det slut.

Det bekræfter Esbjergs konstituerede sportschef Jimmi Nagel Jacobsen over for DR Sporten.

Den 35-årige midtbanespiller har pådraget sig en ny skade, og det har fået ham til at stoppe karrieren øjeblikkeligt, siger Rafael van der Vaart til det hollandske medie De Telegraaf.

- Jeg er bare nødt til at stoppe nu. Jeg er her ikke for at rehabilitere, men for at spille fodbold. Det ville være sjovere, hvis det var anderledes, og det var også sådan, at jeg ønskede, det skulle være.

- Det er en vanskelig beslutning, men det er bedst sådan, siger Rafael van der Vaart, som nåede at spille 109 landskampe for Holland og score 25 mål i nationaldragten.

Han var en af mange hollændere, der kom ud af Ajax' berømte fodboldskole, hvorefter karrieren tog ham forbi klubber som Hamburger SV, Tottenham, Real Madrid og Real Betis, inden turen gik til FC Midtjylland i 2016.

Sådan huskes van der Vaarts sidste tid i FC Midtjylland bedst. Hollænderen sad mest på bænken, hvis han ikke var helt ude af truppen med en skade. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Opholdet i Esbjerg blev dermed et kort et af slagsen. Det blev til tre indhop og samlet set 55 minutters fodbold i det vestjyske.

Hollænderen havde allerede for et stykke tid siden annonceret, at denne sæson ville blive hans sidste på topplan.

Den seneste i rækken af mange skader har altså fået ham til at fremrykke karrierestoppet.

/ritzau/

Facebook
Twitter