OB bekræfter tilgang af Rune Pedersen

OB har sikret sig den 29-årige målmand Rune Pedersen på en lejekontrakt.

OB solgte i weekenden Anders Lindegaard til Aalesund i Norge og bekræfter mandag morgen, at man har hentet den 29-årige målmand Rune Pedersen i Lyngby.

Rune Pedersen er lejet  på kontrakt, der varer frem til nytår.

- Med salget af Anders Lindegaard har vi haft behov for at finde en midlertidig løsning på målmandsposten, da Emil Ousager er skadet i et stykke tid endnu. Rune Pedersen har rutinen og erfaringen til at være et godt alternativ til Roy Carroll, og derfor glæder det os, at han har taget udfordringen op og har valgt at tage imod muligheden for at komme til OB i de kommende fire måneder, siger OB-direktør Kim Brink til klubbens hjemmeside.

Rune Pedersen har tidligere i karrieren spillet for FCK, Modena, AGF og Nottingham Forest. Han vil være spilleberettiget i OB's kamp mod Silkeborg mandag aften, men Roy Carroll skal fortsat betragtes som klubbens førstemålmand.

Facebook
Twitter