OB køber midtbanespiller hos de forsvarende mestre

Janus Drachmann skifter fra FC Midtjylland til OB på en fireårig kontrakt.

Janus Drachmann i aktion mod Lyngby (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

OB har været på indkøb hos de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

Der har de hentet den 30-årige Janus Drachmann, der skifter til Odense-klubben på en fireårig kontrakt.

Det skriver OB på sin hjemmeside.

- Vi har en rigtig stærk trup med masser af talent, åbenhed og gå-på-mod.

- Til gengæld har vi ønsket os at supplere truppen med endnu en rutineret spiller, der er klar til at gå forrest i duellerne, og som kan være med til at give endnu mere energi og vildskab på holdet.

- Det tror jeg på, er noget af det, vi mangler, og det kan Janus bidrage med, ligesom han har erfaringen og indstillingen til at være der for holdkammeraterne fra start til slut, siger cheftræner i OB Jakob Michelsen på klubbens hjemmeside.

Midtbanespilleren har tidligere spillet i Horsens og Sønderjyske.

I starten af 2017 skiftede han til FC Midtjylland, der blev mester i den forgangne sæson. Han nåede at spille 48 kampe for midtjyderne.

Drachmann er glad for skiftet til OB.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af den genrejsning af OB, der er i gang. Det har været nogle magre år, men potentialet er der helt sikkert både i truppen og i klubben, siger han.

Sportschefen i FC Midtjylland, Svend Graversen, sender en masse ros med på Drachmanns vej videre.

- Janus' værdier matcher perfekt med FC Midtjyllands værdier, og trods den relativ korte tid i klubben, nåede han i den grad at sætte et positivt aftryk på klubbens kultur, siger han i en pressemeddelelse.

OB fik ikke den start på den nye sæson i Superligaen, som holdet havde ønsket.

Søndag tabte OB 2-3 til Vendsyssel, som spillede klubbens første kamp i Superligaen nogensinde.

/ritzau/

Facebook
Twitter