OB pulveriserede stakkels Vejle i kæmpe sejr

OB vandt stensikkert med 6-0 over Vejle.

OB fik en fantomstart på kampen og slog fredag aften et modløst Vejle Boldklub-mandskab med 6-0 i Superligaen.

Fynboerne overlod intet til tilfældighederne, og allerede efter 25 minutter var de foran med 4-0.

Max Fenger og Jens Jakob Thomasen var på tavlen med hver et enkelt mål, mens den offensive midtbanespiller Mads Frøkjær havde fundet vej til nettet to gange.

Troels Kløve og unge Jakob Breum hamrede de sidste søm i Vejle-kisten, da indskifterne scorede til 5-0 og 6-0 i kampens slutfase.

På den måde endte det med en meget fortjent OB-sejr i en kamp, hvor den fynske offensiv sprudlede, og Vejles defensiv sejlede. OB indtager nu femtepladsen med 14 point.

Vejle-spillerne lignede ikke altid nogle, der nød at spille fodboldkampen i Odense. (Foto: (c) Ritzau Scanpix)

Vejle jagter stadig sæsonens første sejr. Klubben har to point efter 11 kampe, hvilket gør mandskabet til rækkens absolutte bundprop med seks point op til Sønderjyske, der har spillet en kamp færre.

OB kom ud til kampen med lyn og torden mod en flok Vejle-spillere, der lignede statister i en fynsk forestilling.

Max Fenger bragte OB foran 1-0 efter blot to minutter, da han efter lidt klumpspil i feltet modtog en aflevering, som han stensikkert omsatte til mål.

Herfra gik det stærkt. Først 2-0, så 3-0 og efter 25 minutter stod det 4-0 til hjemmeholdet.

Peter Sørensen blev kort inde i sæsonen hentet ind som træner for blandt andet at styrke Vejles defensiv, men styrke var der absolut ikke tale om i de bageste geledder fredag.

Peter Sørensens hold kan efterhånden betegnes som en bobler til nedrykning. (Foto: (c) Ritzau Scanpix)

Det meste af anden halvleg var en jævnbyrdig affære, og Vejle kom bedre med, men ligesom i kampens indledning havde OB nogle gyldne minutter.

Den indskiftede kantspiller Troels Kløve ville lege med, da han med et sandt drømmemål scorede til 5-0 efter 79 minutter.

Få minutter senere fik 17-årige Jakob Breum noget af en oplevelse, da den unge angriber scorede sit første superligamål og gjorde det til 6-0.

/ritzau/

FacebookTwitter