OB sendte AGF ud af Superligaen

Både Randers og Sønderjyske tabte, men AGF formåede ikke at udnytte gaven. Den århusianske storklub tabte 0-3 til OB og må ned i 1. division.

AGF-fans under kampen mod OB. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

AGF rykker ud af Superligaen. Det sørgede effektive OB for med en 3-0 sejr i Århus.

Det betød derfor mindre, at Randers hjemme tabte til Brøndby, og at Sønderjyske blev slået af FCK i Parken. Sønderjyske slutter sæsonen med 41 point og Randers med 40. AGF, der var 19 point foran Randers før forår-sæsonen, slutter med 38 point og må ned i den næstbedste række sammen med HB Køge.

OB, der for nylig har tabt til både Randers og Sønderjyske, viste ingen nåde, og Njogu Demba-Nyrén bragte allerede efter fire minutter sølvvinderne foran efter en fejl i AGF-defensiven.

AGF kom sig relativt hurtigt over chokstarten og skabte flere farlige situationer før pausen. Casper Sloth virkede giftig, og Martin Jørgensen havde et langskud på ydersiden af stolpen. Også Stephan Petersen var tæt på, men sendte i fri position bolden op på overliggeren.

Også efter pausen var der flere tilløb til en udligning, men så gav Demba hjemmeholdet endnu en kold dukkert med sit hovedstødsmål til 2-0, og da Hans Henrik Andreasen kort efter også brugte hovedet og gjorde det til 3-0 efter et frispark, var AGF's skæbne beseglet, hvilket fik masser af tilskuere til at udvandre.

Hvis de vil til fodbold i Århus efter sommerpausen, bliver det i den næstbedste række. 

ExternalContent

Facebook
Twitter