Officielt: Peter Ankersen til Salzburg

Superligaklubben Esbjerg har solgt profilen Peter Ankersen til den østrigske klub FC Red Bull Salzburg.

Peter Ankersen skifter til sommer til Salzburg.

Superligaklubben Esbjerg har solgt profilen Peter Ankersen til den østrigske klub FC Red Bull Salzburg. Han tiltræder 1. juni, oplyser klubben.

Peter Ankersen har indgået en fireårig kontrakt med den østrigske klub, lyder det i en fondsbørsmeddelelse fra Esbjerg fB.

Esbjergs træner, Niels Frederiksen, glæder sig ifølge klubbens hjemmeside over at kunne råde over Ankersen i forårssæsonen, når klubben møder Fiorentina i Europa League og skal kæmpe om overlevelse i Superligaen.

Han glæder sig på spillerens samt klubbens vegne.

- Det er godt gået af både Peter og EfB, at det for anden gang i denne sæson er lykkedes at sælge en af klubbens egne spillere til et så højt niveau. Vi har mødt Salzburg to gange i Europa League, og sportsligt er det et markant skridt opad for Peter.

- Vi har i efteråret 2013 ikke mødt et superligahold, der er i nærheden af at være så stærkt som Salzburg. Klubben passer enormt godt til Peters måde at spille fodbold på med fart og aggressivitet i det fremadrettede spil, siger Niels Frederiksen.

Det er tre uger siden, at Esbjerg meldte ud, at klubben forhandlede med en udenlandsk klub omkring et salg af Peter Ankersen, og den ombejlede spiller.

Forsvarsspilleren fik i 2013 sit store gennembrud med flere gode præstationer for Esbjerg i Superligaen.

Landstræner Morten Olsen har også fået øje på Ankersens talenter. Esbjerg-spilleren er flere gange blevet brugt som højre back på landsholdet som gardering for FC Københavns Lars Jacobsen.

Esbjerg mødte i efteråret den østrigske klub i Europa Leagues gruppespil.

Peter Ankersen

Født: 22. september 1990 (23 år)

Tidligere klubber

Esbjerg: 2009-2010

Vejle Boldklub: 2010-2012

Rosenborg: 2012

Esbjerg: 2012-2014

Red Bull Salzburg: 1. juni 2014-

A-landskampe

4 kampe, 0 mål. Debut: 14. august 2013 i 3-2-nederlaget ude mod Polen.

Hæder

Kåret som årets profil i Superligaen i 2013

/ritzau/

Facebook
Twitter