Omdiskuteret pokalkamp i Køge har fået ny kampdato

AaB skal på ny drage til Køge for at spille en kamp i pokalturneringen. Kampen er sat til 27. november.

Klubdirektørerne i AaB og HB Køge kunne onsdag aften ikke enes om, hvorvidt den planlagt pokalkamp skulle afvikles. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den udsatte kamp mellem AaB og HK Køge i landspokalturneringen i fodbold skal spilles 27. november klokken 18.

Det skriver AaB på sin hjemmeside.

Kampen skulle være spillet onsdag aften, men blev ikke gennemført, da AaB's materialevogn ikke kunne krydse Storebæltsbroen, der var lukket i flere timer på grund af en ulykke.

HB Køge-direktør Per Rud ærgrede sig efterfølgende over, at det ikke lykkedes at få kampen afviklet som planlagt.

- AaB-truppen har været her hele dagen. De har støvler med. Kunne altså spille. Vi har tilbudt dem at låne tøj, benskinner og så videre. Der er flere fortilfælde i dansk fodbold, hvor det er sket.

- Med lidt mere smidighed havde vi løst det her. Jeg synes, det er en ærgerlig og unødvendig udgang.

- Vi har forsøgt at massere og "plage" AaB - uden held. Jeg beklager forløbet over for alle tilskuerne, sagde Rud til klubbens hjemmeside.

Men den kritik afviste AaB-direktør Thomas Bælum og påpegede blandt andet, at ikke alle havde støvler med.

- Nogen spillere havde ganske rigtigt selv deres støvler med, men andre havde altså ikke. De var med i materialebussen.

Thomas Bælum, administrerende direktør i Aab, var ikke enig i kritikken fra Per Rud i HB Køge. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Derudover var det ikke kun støvler, men trøjer, forbindinger, tape, kosttilskud, tilskud til drikkedunke, lyskenbukser, osv. Uden alt det, kan vi ikke spille. Det kan simpelthen ikke diskuteres, sagde Thomas Bælum til DR Sporten.

Der er en kvartfinalebillet på spil i kampen mellem HB Køge og AaB.

Silkeborg, Randers FC og Sønderjyske er allerede klar til kvartfinalerne, og torsdag findes der yderligere på kvartfinalister, når FC København møder FC Nordsjælland, og AGF tager imod OB.

/ritzau/