OVERBLIK Vild Superliga-søndag i vente: Sådan kommer din klub i slutspillet

Superligaens grundspil afgøres søndag eftermiddag.

FC Midtjylland jagter FC København i toppen, men flere hold kæmper om at nå med i top seks. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Søndag klokken 17.00 falder brikkerne i Superligaens store tetris-spil på plads.

Syv kampe spilles synkront i 26. spillerunde, og det kommer til at gå ned til sidste spilleminut, før flere hold ved klar besked, om de er inde i top seks eller skal forberede sig på et nedrykningsdrama.

Superligastillingen inden sidste runde i grundspillet.

Mens FC København og FC Midtjylland for længst har indledt et parløb i toppen af rækken, så kæmper seks hold stadig om at snige sig i Superligaens mere prestigefyldte del.

Herunder leverer DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul sin vurdering af klubbernes muligheder for klemme sig med i slutspillet.

Brøndby, 35 point, målscore +2

Kamil Wilczek og Brøndby har rigtig gode muligheder for at ende i slutspillet. (Foto: Anders KjæRbye © Scanpix)

Sidste års sølvvinder har en målsætning om at komme i top-3, men søndag handler det om at sikre en plads i top-6. Kort fortalt har de blågule mange livliner og står stærkt, selv hvis holdet ikke sikrer pladsen i top-6 ved at slå Horsens på udebane.

Uafgjort kan også være nok, medmindre tre ud af følgende fire hold vinder: Esbjerg, Randers, FC Nordsjælland og AaB. Ved nederlag er scenariet næsten det samme, Esbjerg kan dog i så fald blot nøjes med uafgjort for at gå forbi Brøndby.

Krauls vurdering: Der skal gå meget galt, hvis ikke Brøndby skal havne i top seks, men der ligger selvfølgelig noget krydderi i, at de skal spille i Horsens uden fans, hvor de tabte mesterskabet for et år siden.

Esbjerg, 35 point, målscore -4

Joni Kauko og oprykkerne fra Esbjerg har imponeret i løbet af sæsonen. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Vestjyderne sikrer en plads i top-6 ved at vinde hjemmekampen mod Vejle. Uafgjort er nok, medmindre tre af følgende hold vinder: Brøndby, Randers, FC Nordsjælland og AaB. Taber Esbjerg, ryger holdet ud af top-6, hvis to af følgende tre ting sker: Randers får point ude mod OB, mens FC Nordsjælland og AaB vinder.

Krauls vurdering: Alt i alt er det en glimrende situation for Esbjerg, men de skal selv sørge for at gøre arbejdet færdigt hjemme mod Vejle. De har ikke haft et optimalt forår, men de har tidligere vist, at de har kvaliteten til at være med, og de er også favoritter til at nå med i top seks.

Randers, 34 point, målscore -4

Randers FC skal på en svær opgave i Odense. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Kronjyderne sikrer en plads i top-6 med en sejr ude over OB. Uafgjort er et skidt resultat for Randers. Vinder enten FC Nordsjælland eller AaB, ryger Randers ud af top-6, medmindre Esbjerg samtidig taber hjemme til Vejle. I så fald skal både FCN og AaB vinde, før Randers ryger ud af top-6.

Taber Randers, kommer holdet ikke i top-6, da enten AaB eller AGF vil gå forbi i tabellen - og potentielt også FC Nordsjælland.

Krauls vurdering: Randers er den lidt usynlige dreng i klassen, der måske sniger sig med til festen. De har skæbnen i egne hænder, men at skulle møde et af Superligaens mest formstærke hold, OB, på udebane, bliver bestemt ikke nogen nem opgave.

FC Nordsjælland, 33 point, målscore +2

FC Nordsjællands unge mandskab skal en tur til Vendsyssel. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)

Kasper Hjulmands mandskab går i top-6 med en udesejr over Vendsyssel, hvis enten Brøndby, Esbjerg eller Randers smider point. Får FCN kun det ene point, skal Randers samtidig tabe ude til OB, mens AaB ikke må vinde hjemme over AGF, for at FCN kommer i top-6. I tilfælde af AGF-sejr må den dog heller ikke være på fire mål eller mere.

Taber FC Nordsjælland, kommer holdet ikke i top-6. Farum-klubben vil blive overhalet af enten AaB eller AGF, og hvis Horsens slår Brøndby, dumper FCN ned på niendepladsen, hvilket med al sandsynlighed vil give en plads i den pulje, hvor der er kortest til en plads i nedrykningsplayoff.

Krauls vurdering: Det ser på papiret fint ud for FC Nordsjælland med en sejr, men omvendt er det et hold, som er markant bedre hjemme på deres eget kunstgræs, og som har en tendens at gøre det godt mod Superligaens bedre hold. Jeg kan godt være en smule nervøs på deres vegne over at skulle til Hjørring på en kold martsdag.

AaB, 33 point, målscore +1

Lucas Andersen har ramt målformen for AaB på det seneste. (Foto: Anders KjæRbye © Scanpix)

Nordjydernes bedste mulighed for top-6 er at slå AGF hjemme. Samtidig skal to af følgende fire hold dog smide point, for at det rækker for AaB: Brøndby, Esbjerg, Randers og FC Nordsjælland.

Får AaB uafgjort hjemme mod AGF, kan AaB nå top-6, hvis både FC Nordsjælland og Randers taber. I tilfælde af nederlag, vil AaB med al sandsynlighed få en plads i den pulje, hvor der er kortest til en plads i nedrykningsplayoff.

Krauls vurdering: Man sidder med en følelse af, at AaB burde have en bedre mulighed, end de reelt har, for det er ikke op til dem selv. Det er et must, at de slår AGF, men det bliver ikke nogen nem kamp, selv om nordjyderne må siges at være favoritter med spillere som Tom van Weert og Lucas Andersen, der har fundet målformen.

AGF, 31 point, målscore -1

Kasper Lunding har imponeret for AGF i foråret, men det ser ikke ud til at være nok i kampen om top seks. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Aarhusianerne kan kun nå top-6 med en sejr. Samtidig skal både Randers og FC Nordsjælland tabe, før AGF kommer i top-6.

En sejr vil dog som minimum sikre, at holdet kommer i top-8 på AaB's bekostning, hvilket vil give AGF mulighed for at vælge en gruppe, hvor der er længere til nedrykningsplayoff, end tilfældet er, hvis aarhusianerne taber eller spiller uafgjort.

Krauls vurdering: David Nielsen sagde selv efter mandagens nederlag til OB, at det var slutspillet, der forsvandt. De skal selvfølgelig spille deres chance, for det kan jo lade sig gøre for AGF, men det er godt nok langt ude.

Facebook
Twitter