Papa Duncan fejrede fødsel med mål

Morten 'Duncan' Rasmussen har længe været målscorer, men nu kan han også kalde sig for forælder, og han satte punktum for en god weekend med en scoring mod AC Horsens, da FC Midtjylland vandt 2-0.

Morten 'Duncan' Rasmussen i målhumør. (© Scanpix)

Han er angriber og han får sin løn for at score mål, men der har været langt imellem de sportslige succesoplevelser i denne sæson for FC Midtjyllands Morten 'Duncan' Rasmussen.

Men det lysner for den hjemvendte spydspids, der forsøger at få karrieren på rette spor efter det mislykkede ophold i skotske Celtic, og i kampen mod AC Horsens scorede han for anden runde i træk.

En forrygende afslutning på en stor weekend for angriberen, der i går blev far for første gang. 

- Det har været nogle store dage, og i går var den største i mit liv. Så det var fedt at lave en pind og at vi kunne få tre point i dag, sagde en tilfreds Morten Rasmussen, der også glædede sig over FC Midtjyllands spil og ikke mindst at holdet med de tre point ikke længere er i fare for at overvintre under nedrykningsstregen.

- Vi vinder helt fortjent, og jeg synes ikke, at man kunne se, at vi har haft problemer i de seneste kampe. Vi spillede en god kamp, og det skal vi fortsætte med, når vi kommer tilbage til foråret, siger han.

Selvom Superligaen går i vinterdvale og først vågner op igen til marts, så har Morten Rasmussen ikke tænkt sig at ligge på den lade side netop som han er ved at genfinde målformen.

- Jeg skal arbejde hårdt i vinteren, og så skal jeg nok score en masse mål i foråret.

- Det er det, jeg er kendt for at levere, og det har jeg ikke fået gjort særlig meget henover efteråret, siger han til DR Sporten.

 

  

Facebook
Twitter