Parkens formand stopper: Næste spadestik til det nye, anderledes FCK

Fodboldklubben FC København skal have en ny bestyrelsesformand, da Bo Rygaard har valgt ikke at genopstille.

Bo Rygaard stopper som formand i Parken og har i stedet takket ja til flere nye opgaver og andre bestyrelsesposter. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Efter seks år på posten har Bo Rygaard, bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, besluttet ikke at genopstille ved den kommende generalforsamling 19. april.

I stedet fortsætter Bo Rygaard i en rolle som rådgiver. Parken vil på et senere tidspunkt oplyse, hvem der i stedet indstilles som ny formand i organisationen, lyder det.

Andreas Kraul, DR Sportens fodboldkommentator, vurderer, at beslutningen handler om at skabe balance og ro i fodboldforretningen FCK.

- FCK er i den grad i gang - ikke med en genopbygning - men en helt ny bygning. Det er grundlæggende et anderledes FCK, som skal stilles op, fordi det Ståle Solbakken-hus, der stod, var så præget af den tidligere træner, siger Andreas Kraul.

Den afgående formand forlader en arbejdsplads, han har været glad for, lyder det.

- Men det er også en ganske arbejdsintensiv post, hvorfor jeg i respekt af Parken Sport & Entertainment nøje har vurderet, at jeg ikke kan fortsætte med at levere den tid som kræves, og som alle involverede fortjener, siger Bo Rygaard i en pressemeddelelse.

Bo Rygaard har som bestyrelsesformand i selskabet været formand for FC København, Parken og Lalandia.

Bo Rygaard har en af de centrale skikkelser på pressemødet, da FC København i oktober sidste år offentliggjorde fyringen af klubbens mangeårige træner Ståle Solbakken. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Pandemi og Ståle-exit holdt ham på pinden

Den nu afgående bestyrelsesformand overvejede sidste år, om det var ved at være tid til at give stafetten videre.

- Men vi kunne se konjunkturerne af pandemien, og samtidig vidste vi, at vi måske ville træde til og ændre på strukturerne i fodboldklubben, siger Bo Rygaard til DR Sporten.

Derfor valgte Rygaard at fortsætte arbejdet, og er i dag stolt af den udvikling klubben har gennemgået det seneste år på trods af en stor arbejdsbyrde.

- Nu står vi et helt andet sted, vi har de finansielle rammer på plads i forhold til pandemien. Det betyder, at en formand kan komme ind på et mere ’business as usual’-grundlag.

- Jeg vil sige, at det er nemmere for en ny bestyrelsesformand at overtage FCK nu, end det var for et år siden, fordi det er mere på en organisations præmisser. Det er struktur før individ, siger Bo Rygaard.

Formanden har været en markant skikkelse i de store organisationsændringer, der er sket i FCK den seneste tid, og han var blandt andet med til at fyre den mangeårige manager Ståle Solbakken.

- Man kan ikke sætte lighedstegn mellem Bo Rygaard og Ståles tid i FCK, men det er endnu et skridt væk fra det FCK, hvor Ståle Solbakken stort set var inde over alle projekter. Det er meget naturligt, at der i så stor en organisationsændring også bliver ændret på nøglepositioner.

Derfor er Rygaards beslutning og den kommende ændring i toppen af organisationens kransekage 'ikke unaturlig', mener DR Sportens fodboldkommentator.

- Jeg tror ikke, at det er så dramatisk. Selvom Bo Rygaard måske i virkeligheden var hovedmanden bag projekt "Exit-Ståle", er det en meget pragmatisk beslutning. 'Det kører i den gale retning, der skal laves en virksomhedsmæssigt turnaround', og det har Rygaard gjort.

Andreas Krauls opfattelse er, at Bo Rygaard finder sig mere tilpas i en tilbagetrukket rolle væk fra det offentlige søgelys, som med fodboldklubben markante udskiftninger på personalefronten har været uundgåeligt.

- Bo Rygaard har ikke behov for at være ham, der står forrest og tegner butikken udadtil. Det har været en vild periode, og han har været mere synlig og i fokus, end han havde regnet med til at begynde med. Det var ikke sådan i hans første år i FCK, siger Andreas Kraul.

Under Bo Rygaards ledelse har FC København vundet tre danske mesterskaber og kvalificeret sig til det europæiske gruppespil fire gange.

- Vi er kede af, at Bo Rygaard har besluttet ikke at genopstille på den kommende ordinære generalforsamling. Vi havde gerne set, at Bo fortsatte, men vi accepterer naturligvis hans beslutning, siger Henrik Møgelmose, næstformand i Parken Sport & Entertainment.

Bo Rygaard er ikke færdig med bestyrelsesarbejde, på trods af at han stopper i PS&E. I næste uge vil det blive meldt ud, hvilken børsnoteret virksomheds bestyrelse Bo Rygaard tiltræder i. Derudover er Rygaard næstformand i Statens Ejendomsselskab.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk