PODCAST Panelet hylder ’det argentinske udspark’ i Farum

Podcasten har fokus på Hobros magiske indtræden i Superligaen, men også en hyldest til det helt særlige element ’udspark’.

Søndag blev en magisk aften i Hobro, der efter sejren på 2-0 over Brøndby for første gang nogensinde kunne se sig selv på toppen af dansk fodbold - i spidsen for Superligaen. Fodboldmagasinets podcast genoplever og analyserer miraklet på DS Arena, men dvæler også ved kampen FC Nordsjælland - Esbjerg og specielt en særlig detalje i kampen: De 'argentinske udspark' leveret af FCN-keeper David Jensen.

Gæster i studiet hos vikarvært Andreas Kraul er Politikens Jeppe Laursen Brock og Jesper Simo fra Canal 8 og 9, mens DR Sportens radiokommentatorer Erik Nielsen og Ralf Dahl er med fra henholdsvis Odense og Aalborg. Sidstnævnte afslører sit eget helt specielle forhold til Hobro.

I løbet af en time kommer panelet desuden rundt om, hvornår og hvorfor publikum klapper på Odense Stadion, om Superliga-topscorer Uffe Bech som potentiel landsholdsspiller samt naturligvis om mandagens store samtaleemne: Simon Makienoks bryllup med Ibi Støvring, og hvorfor det partout skal ligge dagen inden Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Armenien i Parken.

Hent podcasten ved at klikke her eller hent det via for eksempel iTunes eller ZENcast.

Vært: Andreas Kraul.

Facebook
Twitter