PORTRÆT Gravgaard: Jeg vil vinde – koste hvad det vil  

Michael Gravgaard har været en del af det offentlige fodbold-Danmark i 15 år. Alligevel har der aldrig været så meget fokus på hans person som i de sidste to år, hvor den nu 39-årige tidligere professionelle fodboldspiller har været direktør i sin hjerteklub. DR har mødt mennesket bag den offentlige Randers FC-profil. 

Fløjten lyder. Spillet stopper et kort øjeblik. Stilhed. Passerende kan høre jagten på bolden sætte i gang igen. De opløftende råb og klap ude fra sidelinjen blandes med den kærlige kritik, når der kikses. Hvis man kniber øjnene tilstrækkeligt sammen, kan man ane et ungt Randers Freja-hold igennem den tykke morgentåge. Hos nogle børn kan talentet ses fra kilometers afstand, men det var ikke tilfældet med den tiårige Michael Gravgaard. Som ungdomsspiler havde han intet nævneværdigt talent, hvilket hverken trænere eller holdkammerater lagde skjul på. Men han havde vilje og masser af den.

- Op i røven med, hvad folk siger, du ikke kan. Fokusér på det, du kan, og bliv den bedste til det. Det er dét, der har været grundlaget for min karriere. Mit primære talent har altid været min vilje.

Her tre årtier senere har selvsamme mindset ført den 186 cm høje randrusianer til fodboldens store scener, 18 landskampe, udlandseventyr og en direktørpost i en Superligaklub.

En ubarmhjertig kompromisløshed

Efter Michael Gravgaard stoppede sin fodboldkarriere i 2011, førte viljen ham igennem forskellige projekter, indtil han i 2016 fik et tilbud om at blive administrerende direktør for sin hjerteklub Randers FC.

Han flyttede med det samme fra København, hvor hans tre drenge er bosat, og ind hos sine forældre i Spentrup uden for Randers.

Den målrettethed, der havde båret fodboldspilleren igennem triumfer og nederlag på banen, skulle nu åbne helt nye døre for, at den tidligere Randers-spiller kunne få den semianonyme klub på landkortet.

Der var én vej frem, og det var Michael Gravgaards. Klubben skulle larme mere, provokere og være mere åben over for pressen - og direktøren ville gå forrest.

Men det var umuligt at forudse, hvilke udfordringer der ventede klubben, og målrettetheden blev til tider en ulempe for både Randers FC og Michael Gravgaard selv.

- Din største styrke kan hurtigt blive din største svaghed. Min styrke er min målrettethed. Men jeg kan blive så målrettet, at jeg ikke kan se skoven for bare træer - og det giver nogle tæsk. Når jeg tror på, at noget er rigtigt, er der næsten ikke noget, der kan få mig til at ændre holdning. Det kan så ende ud i, at jeg kommer for langt ud af et spor, inden jeg når at erkende, at det var det forkerte.

Stålfastheden affødte en kompromisløshed, som satte tingene på spidsen i Randers FC og fik mange til at kalde Gravgaards tid som direktør for turbulent.

Trods Michael Gravgaards valg om at fyre den daværende træner og en opsigelse fra sportsdirektøren kort efter Gravgaards ansættelse, mærkede direktøren ikke selv til den omtalte uro.

Michael Gravgaard som ny direktør for Superligaklubben Randers FC i 2016. Her ses fra venstre sportsdirektør Ole Nielsen, bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen og Michael Gravgaard til pressemødet (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Skilsmissen var en vigtig lektie

Kompromisløsheden og målrettetheden er ifølge Michael Gravgaard selv det, der har givet ham den succes, han har opnået.

Men han kan også se et mønster i de nederlag, det ligeledes har ført med sig - også privat.

- Der er ikke nogen, der drømmer om at blive skilt. Jeg tror, min ekskone vil sige, at jeg ikke er så god til at gå på kompromis, og det er nødvendigt, hvis man skal have et samliv til at fungere. Det har min målrettethed stået i vejen for. Der følger tab med ved at være, som jeg er, men jeg kan ikke lave om på mig selv.

Skilsmissen lærte Gravgaard nogle vigtige ting. Dér gik det for alvor op for ham, at uenighed ikke handler om rigtigt eller forkert, men handler om at være forskellige som mennesker.

- Jeg har nok altid haft indstillingen, at det, jeg gør, er det rigtige. Spørger du nogle af mine medstuderende fra min studietid, var jeg nok ikke altid nem, når vi lavede gruppeopgaver. Min skilsmisse lærte mig det med rigtigt og forkert og gjorde mig komplet som menneske på den måde, at jeg nu bedre kan acceptere, at der er andre måder at tænke på.

Du har kræft - stop med at være så ignorant

I sit fodbold- og arbejdsliv har Michael Gravgaard kunne bruge den frembrusende, overskudsagtige og, for nogen, arrogante stil til at komme igennem udfordringerne og stadig fastholde følelsen af kontrol.

Men i 2012 kom der en helt ny udfordring, der ikke kunne klares med en kæk bemærkning. Michael Gravgaard fik konstateret testikelkræft.

- Jeg sagde ordret til lægen; 'kan min behandling vente tre uger? Værre er det jo heller ikke. Jeg har læst statistikker, og det er næsten ikke værre end en slem forkølelse. Så jeg skal lige have overstået noget på arbejdet, og så er jeg klar til kemo.' Lægen kiggede på mig, som om han tænkte; ’tager du pis på mig?’ og sagde; ’det er NU, du starter behandlingen. Stop med at være så ignorant.'

Michael Gravgaard havde overset en del symptomer og faresignaler, inden han fik stillet diagnosen testikelkræft, og sygdommen havde nået at sprede sig yderligere.

Pludselig befandt han sig ikke iblandt den heldigste patientgruppe med testikelkræft, men var i stedet midt i en proces, hvor udfaldet kunne ende rigtig galt.

Nu bankede virkeligheden på, og Gravgaard var tvunget til at slippe alt, hvad han havde i hænderne og lukke den ubudne gæst indenfor.

- Jeg blev først skide bange, satte mig ned i bilen og tudede i en time, hvorefter jeg så kørte hjem. Jeg var skrækslagen helt ind i mit inderste. Men så kom jeg igen tilbage i mit mindset om at køre videre. Der begyndte jeg; Jeg accepterede det. Konstaterede det. Nu skulle jeg bare have det lort ud af min krop. Og så startede kampen.

Med på hospitalet tog han så mange opgaver med sig fra kontoret som muligt, for arbejdet var stadig nødt til fortsætte, kræft eller ej. Behandlingen måtte tage den tid, den tog, og så ville han være frisk som en havørn bagefter.

Men der gik ikke længe, før Michael Gravgaard måtte erkende, at han ikke var i stand til at arbejde.

- Der gik ikke mere end fire uger, før jeg måtte erkende, at det ikke kunne lade sig gøre. En kræftpatient med en lignende diagnose kom kørende på motorcykel til hver behandling, mens jeg dårligt kunne gå 200 meter. Det har været en af de få gange, jeg har været, måske ikke destruktiv, men hård ved mig selv og tænkte, at jeg skulle tage mig sammen. Til sidst måtte jeg give op, og det var fandeme svært at acceptere. Der følte jeg et kæmpe nederlag, da jeg ikke kunne håndtere kræften, som jeg gerne ville. Jeg var ikke i kontrol, og det pinte mig.

Michael Gravgaard under sin kemobehandling i 2012. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Lad mig kæmpe i fred

I september 2017 var Michael Gravgaard til sit sidste tjek, efter han er blevet erklæret rask. Alligevel vil kræften aldrig være fortid for ham.

- Sygdomsforløbet fylder mindre og mindre, men det vil altid være en del af den, jeg er. Det har sat et aftryk i mig og vil påvirke mig resten af mine dage, fordi jeg altid vil blive konfronteret med det, når bekendte, venner eller familie skal igennem det samme.

Til gengæld har det været et rum, hvor Michael Gravgaard har kunne sænke paraderne og tale om angst, bekymring og frustration med andre kræftramte netop grundet den fællesnævner, som ingen andre ville kunne forstå.

Ikke desto mindre lukkede han selv alle ude under sit eget sygdomsforløb.

Michael Gravgaard var træt af de samme klichéer, der røg ud af munden på de mennesker, der forsøgte at opmuntre ham, selvom han vidste, at de var velmente. Det her var en kamp, han ville tage alene.

- Min klippe er mig selv. Hvis lokummet brænder som under min sygdom, lukker jeg mig inde i mig selv. Det er sådan, jeg altid har klaret mine problemer.

Som konsekvens af sin kemobehandling døjer Michael Gravgaard med tinnitus. En tinnitus han kan minimere ved at tage den med ro og få sovet ordentligt. Noget han måske får mere tid til, når han er færdig i Randers FC.

Farvel til Randers FC

Michael Gravgaard har efter sin opsigelse tænkt over sine to år som administrerende direktør – hvor det hele startede, og hvor det sluttede.

-Som leder i Randers FC lærte jeg, at det ikke kan nytte noget, at du står alene. Her blev jeg bedre til at være en del af et hold. Jeg har langt fra gjort alt rigtigt, men jeg har været tro mod min strategi fra første dag, og jeg har også forsøgt at være den samme person hele vejen igennem. Jeg vil altid være målrettet og et kontrolmenneske. Jeg ser ikke mig selv som provokatør, jeg vil bare vinde, koste hvad det vil.

Trods sine erfaringer fra jobbet som direktør, kan Michael Gravgaard ikke løbe fra, at han er et produkt af sit liv i fodbolden - både når det kommer til at lede ham selv og holdet i den rigtige retning.

- Selvfølgelig har jeg lavet fejl, men det nytter ikke noget at begynde at tvivle. Det er ligesom på fodboldbanen. Du skaber nervøsitet på holdet, hvis du tvivler på dig selv. De spillere, der ikke kan slippe en fejl, spiller dårligere, fordi de mister fokus på nu og her. Og så taber de. Jeg kan acceptere uenighed, jeg kan acceptere konflikter, jeg kan acceptere, at jeg har fejlet. Men jeg vil ikke tabe.

FCK's Michael Gravgaard i topkampen på Brøndby Stadion onsdag den 21. september 2005. I FCK fik han hurtigt kælenavnet 'Copenhagen Airforce' grundet sine stærke luftdueller. (Foto: Lars mØLler)

Lige 15 sekunder længere

Direktørens opsigelse er lagt på bestyrelsens bord. Sin sidste tid i Randers FC vil han bruge på at hjælpe klubben med at give teten godt videre.

Selvom det betyder et farvel til hjerteklubben, er Gravgaard sikker i sin sag.

- Det, jeg vil opnå for mig selv, er at være glad i det, jeg laver. Det er derfor, jeg har taget konsekvensen i Randers FC og har sagt op. De ville gå i en anden retning, som jeg ikke kunne se mig selv i. Der skal nye kræfter til, og jeg skal i gang med noget nyt. Hvad det bliver, ved jeg ikke, men én ting er sikkert. jeg skal have indhentet noget af den tabte tid med mine børn.

Indtil da vil han passe sine opgaver i Randers FC og - når der er tid til det - løbe om kap med kommunikationschefen på kontorets løbebånd, hvor Gravgaard presser medarbejderen til at løbe lige lidt længere hver gang.

For en anden ting, der gør Michael Gravgaard glad helt ind i det inderste, er at motivere andre til at rykke sig.

- Det ligger så dybt indeni mig, at hvis jeg siger, vi løber to minutter, og vi når dertil, så skal vi lige løbe 15 sekunder mere. Det giver mig et kick at få kommunikationschefen til at løbe længere end, hvad der egentlig var hans mål, da vi startede.

Selvom Michael Gravgaard ikke har så langt tid tilbage i Randers FC, banker hjertet stadig for klubben og for at vinde. Derfor vil han stå på sidelinjen og heppe på dem i forårspremieren, når Randers FC møder FC København i dag klokken 18:00.

Og han vil komme til at råbe lungerne ud, når der kikses. For så længe Michael Gravgaard er med, skal de gøre alt for at vinde – koste hvad det vil.