PORTRÆT Nomineret til årets træner: Bo Henriksen vil være landstræner

Bo Henriksen tør godt sige fuck janteloven og citerer gerne Nelson Mandela. DR Sporten har mødt et af Superligaens største trænertalenter til en snak om frygt og fællesskab.

1983. Vi er på fodboldbanerne i hjertet af villakvarternes by, Odense. En lille knægt på otte år i shorts og fodboldstøvler går langsomt, men fokuseret og vipper en fodbold op og ned på fødderne langs den ene af de i alt fem opkridtede græsplæner, der er på træningsanlægget hos Odense Kammeraternes Sportsklub. Han tæller ikke antallet af berøringer, som han kan tage, uden bolden rammer jorden. I stedet går han ruten.

En speciel rute, som han selv har lavet. Ned til hjørneflaget på bane et, hvor førsteholdet altid spiller. Til højre forbi gavlen på klubhuset i de hvide mursten, før han igen drejer til venstre langs bane to. Ned til det næste hjørneflag, om bag målet og til sidst helt ud på den bagerste bane. Bolden rører ikke jorden en eneste gang, før han er fremme. Han knytter næven i en stiltiende jubel, da det lykkes. Drengen er Bo Henriksen, og han har trænet i fire år for at kunne jonglere de 350 meter. Nu er målet endelig nået. Og nu vil han lære mere.

34 år senere sidder AC Horsens’ træner Bo Henriksen igen i klubhuset på Østerbeksvej med udsigt til førsteholdets bane.

- Jeg har lavet så mange kasser derinde. Det er helt outstanding, siger han og peger ud på den knoldede græsbane, der i dag lægger græs til klubbens bedste hold, der spiller i Fynsserien. Landets femtebedste række.

Ruten husker han stadig tydeligt. Og de mange mål, han lavede for klubben som juniorspiller. Samme sæson som han gik jongleringsruten for første gang, scorede han 96 mål i én sæson, der strakte sig over 20 kampe. De fleste af dem kom i en kamp mod Sanderum, hvor OKS vandt 33-0. Bo Henriksen lavede 18 af holdets mål i den kamp. Dengang var det altid sjovt at spille fodbold.

Men sådan er virkeligheden ikke altid som professionel fodboldspiller.

- Fodboldverdenen er befængt med frygt. Hele mit liv som fodboldspiller har bygget på frygt. Du bliver svinet til af tilskuerne, hvis du laver en fejl, du bliver svinet til af medierne, af journalisterne, dine venner, kammerater og din omgangskreds. Hele byen er efter dig, når du spiller dårligt som fodboldspiller. Så kommer du til træning dagen efter, og så bliver du gudhjælpemig også svinet til af træneren. Miljøet er sådan, at alle render rundt og beskytter sig selv. Det har jeg også gjort i mange år, fortæller Bo Henriksen.

Især i Bo Henriksens anden klub som professionel fodboldspiller, Herfølge, oplevede han, hvordan hele verden kan vende sig mod en, så snart resultaterne går den forkerte vej. I år 2000 var Bo Henriksen en del af det Herfølge-hold, der vandt det måske mest overraskende mesterskab i Danmarkshistorien. Året efter rykkede klubben ud af landets bedste fodboldrække.

- Vi var i store problemer året efter mesterskabet. Der var nogle af de dage, hvor vi skulle spille i Superligaen, hvor jeg slet, slet ikke havde lyst til at spille. Alt var taget fra os. Vores kortspil, vores musikanlæg, vores fællesskab. Hos ledelsen var der en forestilling om, at frygt og straf var med til at ændre tingene.

- Vi skulle træne mere. Vi skulle løbe mere. Vi skulle møde tidligere. Der var en straf for alt i stedet for at holde fast i de dyder, der havde hjulpet os til mesterskabet. Miljøet blev simpelthen skadet. Sådan er det, når du bliver utryg i dine rammer. I Herfølge var det et utrygt miljø til sidst, og derfor var det helt naturligt, at vi rykkede ud af Superligaen.

Nedrykningen var dyrt betalte lærepenge for Herfølge. Fra nærmeste hold kunne Bo Henriksen betragte, hvordan det gode sammenhold på holdet blev opløst og den sportslige succes druknede. Men den fynske angriber lærte også noget af nedturen: Frygt fører ikke til fremgang.

- Du er idiot, hvis du dyrker den slags kultur. Du får intet ud af at straffe mennesker, fortæller Horsens’ træner og slår fast, at han aldrig ville straffe sine spillere.

Elsker at tabe

Som træner forsøger Bo Henriksen i stedet at dyrke den anerkendelse, han ikke altid følte, han fik som spiller. Og selv efter et nederlag forsøger han at blive klogere på de fejl, han som træner har begået undervejs i en kamp.

- Det sjoveste som træner er at tabe. Og det er der én grund til: For så lærer du noget. De trænere, jeg har mest respekt for, det er dem, der kan tabe otte kampe i træk og så pludselig vinde ti. Det viser klasse.

Samme budskab hænger i hjørnet af OKS’s varme og fugtige omklædningsrum, hvor Bo Henriksen har fået en stor del af sin opdragelse. Over en efterladt rygsæk på den hvide knagerække er klæbet et billede af Sydafrikas tidligere præsident, Nelson Mandela, med påskriften: Jeg taber aldrig. Enten vinder jeg. Eller også lærer jeg.

Over knagerækkerne i omklædningsrummet hos OKS hænger citater fra Nelson Mandela. (Foto: Malte L. Nørgaard)

Og det samme mantra, lever Bo Henriksen efter i dag. Han vil lære af de folk, han møder. Sådan har han det også med alle de mennesker, han møder i klubhuset. Straks bliver han klogere på situationen i klubben, de nye baner, der er kommet til siden han selv spillede her for mere end 30 år siden og det omklædningsrum, der stadig ligner sig selv.

Selv fortæller han klubbestyreren Palle om sit tredje barn, der snart fylder otte måneder.

- Du skal altid være klar til at turde fejle. Hvis du tør det, så får du mange gode oplevelser. Du tør fejle, når du er tre år eller otte måneder. Så tumler vi med hovedet ind i væggen og finder til sidst ud af, at kogepladen er varm. Når vi har fundet ud af dét, så gør vi det ikke igen. Sådan skal det være hele livet, og det skal vi være opmærksomme på.

- Hvis mine spillere i Horsens får den samme følelse, som mine børn har: så er jeg i mål.

Fællesskabet kostede landsholdet

Det tager tid at turde gemme frygten for fejl væk. Det erkender Bo Henriksen gerne, når han sidder i den røde lædersofa, der står placeret foran klubbens Hall of Fame. En simpel billedkollage, der er hængt op på den hvide væg.

Billederne vidner om OKS’s storhedstid, hvor klubben i 1983 kun var seks point fra at rykke op i landets bedste række.

Dengang var Bo Henriksen kun en lille knægt, der som bolddreng for førsteholdet var godt i gang med at blive fodret med klubbens værdier om fællesskab, sammenhold og ydmyghed.

Værdierne har han taget med sig ind i trænergerningen. Men han anerkender også, at ydmygheden og tanken om et stort fællesskab kan have spændt ben for, at han selv fik mest muligt ud af sin egen karriere som fodboldspiller.

For selvom fodboldspillere skal tænke på fællesskabet, så skal de også turde være egoistiske.

- Jeg har tænkt alt for meget på andre end mig selv. Faktisk har jeg ikke lavet andet end at tænke på andre hele mit liv. Det har givet mig de fedeste oplevelser og de bedste venner, men det har også været en hindring for mig i fodboldverdenen. Her kræver det, at du har spidse albuer. Jeg ville gerne have, at alle skulle have det godt, og at alle skulle ses og høres.

- Det har kostet mig en plads på landsholdet. Fodboldmæssigt havde jeg forudsætningerne til det, selvom jeg ikke var så hurtig. Men jeg havde simpelthen ikke mentaliteten til det. Jeg var simpelthen ikke dygtig nok til at sætte mig selv forrest, fortæller han.

Når Bo Henriksen ser tilbage på karrieren som fodboldspiller fortryder han dog ikke, at han tit spillede mere for fællesskabet end sig selv.

- Jeg har haft et fedt liv. Der er ikke noget, jeg ville lave om, og jeg er ikke bitter. Der er en grund til, at jeg er, hvor jeg er i dag. Det var fordi jeg lavede så mange fejl som ung, fortæller Horsens’ træneren.

I dag har Bo Henriksen lært at tænke mere på sig selv og anerkende sine egne evner, selvom han stadig vægter fællesskabet inde på fodboldbanen meget tungt. Men i dag er det ikke længere forbudt at tro på, at han som træner kan noget, som ingen andre kan.

Tør du godt sige: Fuck janteloven?

- Det tør jeg godt sige, fordi jeg vil være den bedste version af mig selv. Det turde jeg ikke at sige for tre år siden. I dag tør jeg godt sige, at jeg er fantastisk. Jeg er en fremragende træner. For tre år siden ville jeg have ment, at det var alt for meget at sige den slags. Men jeg er en fremragende træner. Jeg er genial til at være mig selv. Måske ikke til alt muligt andet, men jeg er genial til at være Bo Henriksen. Det er sgu virkelig fedt at nå dertil.

Landsholdet venter

Selvom Horsens-træneren aldrig kom i nationaldragten for Danmark, så er den største drøm stadig at få lov til at skråle med på nationalmelodien på forreste række sammen med landsholdet og 38.000 ellevilde tilskuere i Parken.

- Mit allerstørste mål er at blive landstræner for Danmark. Det er helt klart min målsætning. Som dansk træner vil det være det største, du kan opnå. Hvis du er en lille smule patriotisk og samtidig har følelser for dét, du laver, så er det absolut det største job i verden.

Målet tør han godt stile efter, selvom han erkender, at der stadig er lang vej til, at DBU tilbyder ham en kontrakt som A-landstræner.

For Bo Henriksen er ikke bare blevet ældre, siden han underskrev sin første kontrakt som professionel fodboldspiller i den verden, som han senere fandt ud af skulle byde på både fantastiske og frygtindgydende oplevelser.

Han er også blevet klogere på sig selv: Nogle gange må du gerne sige fra, du må gerne sige, at du kan noget, og du må gerne kæmpe for at få en holdkammerat streget fra holdkortet, hvis du selv kan bidrage med mere til fællesskabet inde på banen.

På OKSon Park i Odense spillede Bo Henriksen sine hjemmekampe som yngre. (Foto: Malte L. Nørgaard)

Du skal være tro mod dig selv og altid gøre det bedste, du har lært. Så vinder både du og fællesskabet til sidst, mener Bo Henriksen.

- Hvis mine spillere ikke gør deres bedste, så splitter jeg dem ad. Det er simpelthen ikke i orden. Så sætter du dig ud over fællesskabet. Og det er det eneste, jeg kan blive fuldstændig rasende over, slutter Bo Henriksen, inden han rejser sig fra de røde lædersofaer i barndomsklubben og går en sidste tur ud på førsteholdets bumpede bane.

For selvom han kan se tilbage en fantastisk fodboldkarriere, der har lært ham en masse, inden han kastede sig ud i trænerjobbet, så er der ingen tvivl om, at værdierne fra barndommen i Odense-klubben stadig står som skrevet ind i sjælen på Bo Henriksen.

OKS: For holdet, for klubben, for æren, står der på døren ind til klubhuset eneste omklædningsrum.

Det var her, han lærte for første gang.