Psykolog kritiserer Viborg-direktør

Viborg FF's tidligere sportspsykolog Erik Østenkjær mener, direktør Morten Jensen skal ud, hvis klubben skal ud af den nedadgående spiral.

Viborgs direktør Morten Jensen bærer en stor del af skylden for klubbens krise, mener sportspsykolog Erik Østenkjær. (Foto: Ernst van Norde © Scanpix)

Viborg FF's tidligere sportspsykolog Erik Østenkjær kritiserer klubledelsen med direktør Morten Jensen i spidsen i Viborg Stifts Folkeblad.

- Det er horribelt den måde, som folk bliver behandlet på, og der er ingen struktur på noget som helst. Spørg dem (ledelsen, red.), hvilken strategi de har, og de vil ikke kunne fremlægge noget som helst, siger Erik Østenkjær til avisen.

Jensen kan selv redde klubben

Direktør Morten Jensen har ifølge Erik Østenkjær været ude med riven mod sine egne spillere, efter holdet ikke har fået point siden 3-1-sejren over Silkeborg 15. april - det vil sige nu efter fem nederlag i træk.

Og sportspsykologen mener, at den eneste måde at vende den nedadgående spiral på, er at Morten Jensen forlader Viborg FF.

- Efter min opfattelse, så har han ikke de egenskaber, der skal til for at drive en virksomhed, der lever af andre mennesker. Der skal en kulturforandring til, og det betyder, at der skal andre mennesker med andre tanker til i Viborg FF. Man skal have nogle mennesker ind, der har noget personalemæssigt flair, for det eksisterer ikke i Viborg i dag, siger Erik Østenkjær.

Bestyrelsen bakker op

I Viborg FF har direktør Morten Jensen sin bestyrelses fulde opbakning.

- Uden at gå i detaljer omkring Erik Østenkjærs udsagn, så er det mig magtpåliggende at slå fast, at min grænse nu er nået med hensyn til hvor meget én person skal stå model til i den her forbindelse. Det er det nemmeste i verden at træde på en mand, der allerede ligger ned. Kritikken mod Mortens person er i bestyrelsens øjne ganske uberettiget, siger bestyrelsesformand Poul Arne Jensen på klubbens hjemmeside.

Viborg ligger stadig over Superligaens nedrykningsstreg, men Vejle Boldklub kommer drønende bagfra, hvor der nu kun er fire points forskel mellem de to og fire kampe tilbage.

Den midtjyske klub opsagde samarbejdet med Erik Østenkjær i februar måned, da han lavede en aftale med AGF i 1. division.

Facebook
Twitter