Randers FC forlænger med cheftræner

Thomas Thomasberg har forlænget sin kontrakt til 2023.

Thomasberg overtog i 2018 trænersædet i den midtjyske klub. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Træner Thomas Thomasberg har forlænget kontrakten med Randers FC, så den nu løber frem til sommeren 2023.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Det er en rigtig god nyhed for alle med interesse for Randers FC, at vi har forlænget samarbejdet med Thomas Thomasberg, for han har gjort det fremragende, og forlængelsen sikrer os vigtig kontinuitet fremadrettet, siger sportsdirektør Søren Pedersen.

Thomasberg har været i stillingen siden sommeren 2018, og han ser frem til endnu mere tid til at udvikle holdet.

- Det betyder, at det arbejde, vi har gang i, det kan vi forhåbentlig få flyttet endnu flere procenter, så vi kan rykke os til et endnu bedre niveau.

- Vi håber alle sammen, at vi hele tiden kan forbedre os både individuelt og som hold, og det vil jeg gerne være med til at være en del af. Jeg har et fantastisk samarbejde med de øvrige trænere i klubben, siger Thomasberg.

Har skabt et godt fundament

Randers endte uden for mesterskabsspillet i sidste sæson, men spillede sig frem til en playoffkamp til en plads i Europa, som dog blev tabt til Brøndby.

Aktuelt ligger Randers nummer seks i Superligaen.

– Sammen med sit trænerteam og spillerne har han skabt et godt fundament med gode resultater til følge. Thomasberg er enormt god til at udvikle både unge og etablerede superligaspillere, siger Søren Pedersen.

- Derfor passer han også utrolig godt ind i vores strategi med at udvikle egne spillere såvel som mere etablerede superligaspillere.

/ritzau/