Randers fyrer Ove Christensen

Randers FC fyrer cheftræner Ove Christensen med øjeblikkelig virkning. Peter Elstrup og Allan Kuhn skal føre holdet videre i foråret.

Mandagens 0-4 nederlag til Brøndby blev Ove Christensens sidste kamp som Randers-træner. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Randers FC har valgt at afskedige cheftræner Ove Christensen med øjeblikkelig virkning. Det bliver den hidtidige assistenttræner, Peter Elstrup, der bliver ny cheftræner. Han får Allan Kuhn som assistent.

 - Det er med stor beklagelse, at vi finder det nødvendigt at afskedige Ove med øjeblikkelig virkning. Randers FC skylder Ove en stor tak for hans indsats i klubben, men vi har fundet det nødvendigt at ædre på trænersammensætningen i klubben i forhåbningerne om at sikre os endnu en sæson i landets bedste fodboldrække, siger Randers-direktør Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.

Randers' formkurve hamrer nedad. Randers har lukket fire mål ind i to kampe i træk og er uden sejr i de sidste seks superligakampe. Ikke siden 13. marts (3-1 over Esbjerg) har holdet vundet. Samtidig var mandagens nederlag til Brøndby det største på hjemmebane siden kampen mod FC Nordsjælland 5. april 2007 (1-6).

Randers FC kæmper i øjeblikket for at undgå nedrykning og er placeret som nummer 10 med samme pointantal som nummer 11, AaB, der er lige under stregen.

Ove Christensen kom til Randers i oktober 2009 og har stået i spidsen for holdet 59 gange, og det resulterede i 21 sejre, 23 uafgjorte og 15 nederlag.

- Jeg tror godt, at alle ved, at jeg sætter stor pris på alle i og omkring Randers FC. Som træner bliver man bedømt på resultater og tre nederlag, tre uafgjorte resultater og kun to sejre har ikke været godt nok. Jeg er overbevist om, at Randers FC klarer frisag i Superligaen og vinder pokalturneringen, og i den forbindelse er det selvfølgelig bare egoistisk forfængelighed fra min side, at det ikke bliver mig, der skal stå i spidsen for projektet. Tak for den støtte og opbakning, som jeg har fået i Randers FC, siger Ove Christensen til klubbens hjemmeside.

Facebook
Twitter