Randers-helt efter vild afslutning i Aarhus: 'Jeg vil huske det her mål længe'

Randers FC's Marvin Egho sparkede søndag Europa playoff-billetterne ud af hænderne på AGF i absolut sidste sekund.

Randers FC's Marvin Egho til venstre blev den store helt i opgøret mod AGF. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

Fodbold kan være et modbydeligt spil, og den gamle sandhed måtte AGF-fans, for gud ved hvilken gang, sande igen søndag aften.

For tiende gang i streg lykkedes det nemlig ikke aarhusianerne at få skovlen under Randers FC.

Kampens dommer, Jens Maae, var så småt begyndt at suge luft ind for at blæse en sidste salut ud over Ceres Park, men inden han nåede så langt, i det 93. minut, dukkede gæsternes Marvin Egho op med en afslutning fra kanten af feltet, der akkurat sneg sig forbi en storspillende Kamil Grabara i AGF's mål.

Dermed var Tobias Sanas føringsmål midt i anden halvleg ligegyldigt, for med en 2-1 sejr i bagagen fra det omvendte opgør, kunne jublen bryde ud i Randers FC's lejr.

På den måde kan fodbold også være et fortryllende spil, og det var også til at høre på Randers-helten Marvin Egho efter kampen.

- Jeg vil huske det her mål længe. Det var en hård kamp, og det har været en lang sæson, så vi var trætte, men jeg håbede bare på, at jeg ville få bolden og muligheden, og da den så gik ind, var det vildt, siger Marvin Egho

Randers FC's Marvin Egho jubler efter målet til 1-1. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg var sikker på, at vi ville klare det. Men jeg tænkte, kunne vi bare få én chance mere, så kunne det ske. Heldigvis gik den ind, selv om deres målmand havde mange utrolige redninger i løbet af kampen, siger Marvin Egho.

Utroligt nådesløst

Mens Randers FC på euforisk vis fejrede det uafgjorte resultat, der altså sender holdet en tur til Brøndby for at spille playoff, stod en lettere apatisk cheftræner fra AGF måbende tilbage.

AGF's cheftræner David Nielsen. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

At slutte sæsonen på den måde var en smertefuld oplevelse, siger David Nielsen.

- At se det hele blive revet fra os i absolut sidste sekund var en decideret nådesløs oplevelse. Vi havde kampen præcis, hvor vi gerne ville have den, så det gjorde virkelig ondt, at vi smed resultatet til sidst.

Mens AGF nu kan holde sommerferie, så skal Randers altså fredag dyste mod Brøndby.

Facebook
Twitter