Randers og OB øjner stadig top-6 efter nulløsning

Både Randers og OB kan stadig drømme om Superligaens top-6, da holdene delte sejren i et chancefattigt opgør.

Randers FC og OB's opgør søndag endte 0-0, og derfor holder begge hold fortsat liv i drømmen om en plads i 3F Superligaens top-6.

Kampen bar i høj grad præg af vigtigheden, og det betød, at begge hold stod dybt kampen igennem.

Det gjorde det svært at kreere chancer, og derfor kom hverken Randers eller OB for alvor tæt på sejren.

Symptomatisk for kampen var det tætteste på et mål, da OB's Alexander Juel Andersen nær havde givet Randers sejren kort før tid med et selvmål.

Randers er med det ene point fortsat nummer syv lige med AaB på sjettepladsen, inden nordjyderne søndag aften spiller mod Brøndby.

OB beholder også deres placering som nummer ni - tre point efter AaB.

Overliggeren i vejen for mål

Vi skulle helt frem til første halvlegs overtid, før et af holdene for alvor kom tæt på føringen.

Unge Mads Frøkjær-Jensen fik afsluttet et fint OB-angreb, men Randers-målmand Patrik Carlgren reddede, og dermed var pausestillingen 0-0.

Efter 59 minutters spil kom Randers' første kvalificerede afslutning, da kantspilleren Mikkel Kallesøe trykkede af lidt uden for feltet.

Oliver Christensen i OB-målet var dog vågen, og han fik af to omgange fat i bolden.

Efter 88 minutter var OB ved at smide det ene point, da forsvarsspilleren Alexander Juel Andersen headede et indlæg på egen overligger.

Tættere på kom ingen af holdene dog, og det hele endte altså uden mål i Randers.

/ritzau/