Randers sælger Movsisyan for rekordbeløb

Randers FC scorer rekordbeløb på at sælge angrebsesset Yura Movsisyan til russisk klub.

Yura Movsisyan. (Foto: Brian Rasmussen © Scanpix)

Randers FC mister holdets helt store profil, men scorer en stor pose penge.

Klubben har således solgt angriberen Yura Movsisyan til den russiske klub FK Krasnodar.

- Vi fælder en tåre over at have mistet en god angriber, der har betydet meget for os i den korte tid, han har været her. Men vi fælder også en "glædeståre" over, at vi for et år siden hentede Yura transferfrit i USA for så i dag at sælge ham for et rekordstort beløb, udtaler Jacob Nielsen i en pressemeddelelse.

Den armenske landsholdsspiller har spillet et år i den jyske klub, og han havde en stor aktie i, at det i foråret 2010 på forunderlig vis lykkedes for holdet at sikre overlevelse i Superligaen.

Den 23-årige angriber har spillet 38 kampe for Randers FC og scoret 21 mål og er ofte af kolleger blevet beskrevet som en af Superligaens allerbedste angribere.

- Jeg vil først og fremmest takke mine holdkammerater, trænerstaben og alle andre i klubben for at have hjulpet mig til at få realiseret mine personlige mål, siger Yura Movsisyan.

Krasnodar ligger i det sydlige Rusland tæt på Sortehavet og bare 600 kilometer fra Movsisyans hjemland Armenien.

Randers FC har i vinterens transfervindue også sagt farvel til en anden offensiv profil, da Søren Berg har forladt klubben til fordel for AGF.

 Fredag solgte man desuden forsvarsspilleren Robert Arzumanyan til den polske klub Bialystok.

Facebook
Twitter