Søndag betyder Superliga.
Også i dag, hvor der bliver spillet fire kampe.
Randers satte allerede tidligt på dagen en kæp i Silkeborg-hjulet, hvor Superligatopscorer Alexander Linds vilde stime på syv kampe i træk med scoring også blev brudt.
Du kan se alle weekendens superligamål herunder:
Randers - Silkeborg: 1-0
Efter fem sejre i træk kom Silkeborg IF ned på jorden igen, da Randers FC hjemme vandt 1-0 i tiende spillerunde i Superligaen.
Kent Nielsens Silkeborg-tropper var afventende og spillede uden energi, mens Randers omvendt havde masser af spillelyst og chancer.
I anden halvleg kom Silkeborg bedre med, men ti minutter før tid dukkede indskiftede Ernest Agyiri op for Randers og sendte kronjyderne på sejrskurs.
Vejle - FC Nordsjælland: 0-0
For første gang i denne sæson gik Vejle fra eget græs med point i bagagen, da holdet søndag spillede 0-0 på hjemmebane mod FC Nordsjælland i tiende runde af Superligaen.
Med fem minutter tilbage fik Marcus Ingvartsen mulighed for at sikre FCN tre point, da holdet blev tildelt et straffespark, men hans hårde spark tog stolpen.
Dybt inde i overtiden var Vejle lige ved at snuppe sejren, men målet blev annulleret for offside, hvorved FCN spillede uafgjort for fjerde gang i træk i Superligaen.
FC København - FC Midtjylland: 0-2
På ni gyldne minutter i anden halvleg fik de sortklædte midtjyder skovlen under københavnerne, da de scorede to mål efter flotte aktioner i angrebet og snuppede en sejr på 2-0 med hjem til det midtjyske.
Sejren efterlader FCM med 17 point efter ti kampe i Superligaen, hvor holdet ligger på femtepladsen. FCK har 22 point.
Hvidovre - Brøndby: 0-3
Foran et propfyldt stadion i Hvidovre sikrede Brøndby sig alle tre point i søndagens lokalopgør, da det blev til en 3-0-sejr i Superligaen.
Per Frandsens mandskab ville gerne op og presse Brøndby, men det efterlod en masse plads bagtil, som allerede blev straffet efter ti minutter.
Her viste wingbacken Marko Divkovic, at næsen foran mål ikke fejlede noget, da kroaten scorede til 1-0.
Kort inde i anden halvleg headede Mathias Kvistgaarden Brøndby på 2-0, inden indskifteren Yuito Suzuki lukkede og slukkede fire minutter før tid med et elegant chip.
Viborg - AGF: 2-1
Et yderst tæt opgør med masser af fight og tænding endte med en smal Viborg-sejr på 2-1 søndag aften hjemme over AGF i Superligaens tiende runde.
Ti minutter før pausen bragte Viborg sig i front efter et skarpt eksekveret kontraangreb.
Angriberen Anosike Ementa blev sendt i dybden, og han spillede holdkammeraten Isak Jensen helt fri foran mål til en sikker 1-0-scoring at gå til pause på.
Efter en times tid bragte gæsterne fra Aarhus balance i regnskabet i domkirkebyen. Et skarpt slået frispark blev headet flot ind af forsvarsprofilen Frederik Tingager.
Med 20 minutter tilbage kom Viborg dog tilbage på føringskurs. Forsvarsspilleren Srdjan Kuzmic løb i dybden, og sloveneren bragede 2-1-scoringen ind bag Jesper Hansen.