Rekord-odds på Hobro: 30.000 for en tier

Danske Spil har aldrig givet så godt et odds før, men selv ikke Hobros hjemmefødning tror på DM-guld.

Hobro-spillerne får næppe ligeså meget at juble over i næste sæson som her, hvor de fejrer oprykningen til Superligaen. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Man skal nærmest være jubelidiot for at tro på, at oprykkerne fra Hobro IK vinder det danske fodboldmesterskab i næste sæson. Men en tier kan de fleste undvære, og hvis sensationen over alle sensationer i Superligaen bliver en realitet næste forår, vil tieren være forvandlet til 30.000 kr.

- Vi har ikke før haft så højt et odds, for så ville vi slet ikke have taget det med, men i Superligaen skal alle hold jo være repræsenteret, siger oddset-ansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen, til DR Sporten.

- Vi har svært ved at forestille os, at et hold, der jubler over at skulle træne kl. 15 i stedet for kl. 17, kan vinde Superligaen. Vi vurderer, at det vil ske én gang ud af 3000 sæsoner, med mindre de køber et halvt eller et helt hold, siger han.

Mere end et mirakel

Mads Justesen, der kommer fra Hobro og var med til at spille holdet op, griner højlydt, da DR Sporten fortæller ham om oddset på Hobro som dansk mester. 

- Jeg tror da nok, at vi kan skabe nogle gode resultater her og der. Men når vi kalder det et mirakel, at vi rykkede op i Superligaen, hvad skal man så kalde det, hvis vi vinder DM-guld, spørger Mads Justesen.

Han ville ikke selv sætte penge på det - dels fordi han som spiller i klubben ikke må spille på noget, hvor hans eget hold er involveret, dels fordi det er urealistisk.

- Men jeg vil da godt anbefale andre at spille på, at vi ikke rykker ned, siger han med henvisning til, at det giver 7 gange pengene, hvis Hobro får mere end én sæson i den bedste række.

Og han har også et godt tip på premierekampen, hvor Hobro skal til Odense for at møde OB. Her giver to-tallet 9,50 gange pengene.

- Det er et meget godt odds, det kan jeg godt anbefale, siger Hobro-spilleren.

FC København er i øvrigt storfavoritter til at vinde mesterskabet med odds 1,70 foran AaB (5) og Brøndby (6).

Facebook
Twitter