Riddersholm dropper Vendsyssel: Skal være cheftræner i Sønderjyske

Vendsyssels nyansatte sportsdirektør Glen Riddersholm afløser Claus Nørgaard som cheftræner i Sønderjyske.

Glen Riddersholm nåede at være sportsdirektør i Vendsyssel FF i godt halvanden måned, før han nu har fået nyt job i den anden ende af landet. (Foto: Anders KjæRbye © Scanpix)

Den tidligere mestertræner Glen Riddersholm skal til februar være cheftræner i Sønderjyske.

Blot halvanden måned efter at han tiltrådte som sportsdirektør hos superligakonkurrenten Vendsyssel FF, har Riddersholm opsagt sin stilling i det nordjyske.

Det bekræfter både Sønderjyske og Vendsyssel.

I en pressemeddelelse skriver Sønderjyske, at Riddersholm får kontrakt med klubben frem til sommeren 2022.

Som udgangspunkt begynder Riddersholm i Sønderjyske 1. februar, og i mellemtiden vil assistenttræner Niels Lodberg og det øvrige trænerteam stå for træningen.

Nordjysk skuffelse

Man kan roligt sige, at det var lidt af en bombe, Glen Riddersholm smed, da han tirsdag meddelte Vendsyssel, at han stopper som sportsdirektør efter blot halvanden måned.

- Det kom lidt som et chok for mig, da jeg modtog Glen Riddersholms opsigelse i går (tirsdag, red.). Så det var lige noget, jeg skulle sluge, siger formand i Vendsyssel Jacob Andersen FF til DR Sporten.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er rigtig skuffet over at han stopper nu set i lyset af, at han kun har været her i halvanden måned. Desuden er det en direkte konkurrent, han skifter til. Det gør heller ikke situationen bedre.

Vendsyssel-formanden ærgrer sig desuden over, at opsigelsen falder umiddelbart før vinterens transfervindue.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at tidspunktet kunne ikke være dårligere, fordi transfervinduet starter nu, men det skal vi nok klare. Vi panikker ikke.

Riddersholm har tidligere været cheftræner i FC Midtjylland og AGF. I 2015 førte han FCM frem til klubbens første danske mesterskab, mens han sidste år blev fyret i AGF.

I Sønderjyske afløser han Claus Nørgaard, der tidligere på ugen stoppede i Haderslev-klubben.

'Vi gjorde vores hjemmearbejde'

Vendsyssel-formand Jacob Andersen følte sig ellers nogenlunde sikker på, at Riddersholm ikke ville lade sig friste, hvis han blev tilbudt et trænerjob.

- Vi synes, vi var rigtig grundige. Vores ansættelsesudvalg og jeg selv har haft mange samtaler med Glen, hvor han fik overbevist os om, at han var klar til at lægge trænerkarrieren til side for at være sportsdirektør.

- Derfor ærgrer vi os også rigtig meget over, at han her halvanden måned efter alligevel ikke er færdig med at være træner, siger Jacob Andersen.

Sønderjyske har endnu ikke bekræftet, at klubben har indgået en aftale med Riddersholm.

Sønderjyske og Vendsyssel befinder sig begge i den tunge ende i Superligaen på henholdsvis 11.- og 12.-pladsen. Sønderjyske har 22 point, mens Vendsyssel har tre færre.

/ritzau/