Sandet brænder under fødderne på FCK efter 'uforståelig' beslutning om rejse til Dubai

FC Københavns beslutning om at vende tilbage til Dubai møder stor kritik fra egne fans og Amnesty International.

William Kvist, sportslig ansvarlig i FC København, har brugt dagen på at forklare klubbens beslutning om at vende tilbage til Dubai. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der er ting, som er større end fodbold, hvis man spørger i FC København.

Altså, ikke i det sportslige udvalg, eller på direktionsgangen. Men hos fanklubben.

Efter FC København onsdag offentliggjorde, at klubbens næste træningslejr vil bliver i Dubai, er fanklubben gået på barrikaderne, mens den sportsligt ansvarlige i FC København, William Kvist, har haft travlt med at forklare beslutningen fra et sportsligt udgangspunkt.

Den forklaring køber fanklubben bare ikke. Især fordi FC København i begyndelsen af 2019 skrev således på klubbens hjemmeside: 'FCK rejser ikke til Dubai fremover'.

En kovending, der ikke falder i god jord hos fanklubbens bestyrelsesformand, Lars Thor.

- Vi synes det er ærgerligt, at man sætter det sportslige over det etiske, selv om jeg er sikker på, at klubben har vendt hver en sten for at nå en anden konklusion. Det er drønærgerligt, at etik ikke vægter højere end det sportslige.

- Mit indtryk er, at det her er noget, som betyder noget for fans af FC København. Baglandet er godt og grundigt skuffede og vrede over at have rullet planen tilbage, når man på sin egen hjemmeside har en overskrift, der hedder ’aldrig mere Dubai’, siger Lars Thor.

FC Københavns fanklub er ikke vilde med klubbens beslutning om at rykke tilbage til Dubai. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Beslutningen er af FC København taget, fordi det sportsligt er nødvendigt i en tid, hvor 'rejserestriktioner på grund af covid-19 gør det vanskeligt at planlægge en træningslejr i Portugal og resten af Europa', lyder det på klubbens hjemmeside.

Den udmelding giver Lars Thor dog ikke meget for.

- Vi ville ikke have løftet øjenbrynene, hvis FCK tog på træningslejr i Danmark. Det tror jeg med 99,9% sikkerhed, at der ikke ville være én fan, som synes ville være mærkeligt.

Har de ikke gjort deres hjemmearbejde?

Hos Amnesty International, der overvåger og dokumenterer krænkelser af menneskerettigheder verden over, vækker FC Københavns beslutning om at rejse til Dubai også forundring, lyder det fra organisationens generalsekretær, Trine Christensen, som har svært ved at købe argumentationen om, at det er udbredelsen af coronavirus, der fører klubbens hånd.

- Vi synes det er temmelig uforståeligt af FC København. Forholdene i Dubai er præcis lige så alvorlige, som de var for et år siden - coronavirus eller ej. Det er et spørgsmål, om FC København har gjort deres hjemmearbejde, siger generalsekretæren.

Cristiano Ronaldo, og flere andre markante sportspersonligheder, er ikke et sjældent syn i Dubai. (Foto: pool © Scanpix)

Dubai bruger nemlig enhver mulighed for at læne sig op af eksempelvis fodboldklubber, så der kan blive malet et skønbillede af styret, lyder det.

- Det er en meget glamourøs facade, man bliver præsenteret for i Dubai, men bag den facade bliver der begået en lang række alvorlige krænkelser af menneskerettigheder, som styret meget bevidst forsøger at dække over ved blandt andet at invitere gode hold til landet for at afholde træningslejre, siger Trine Christensen.

Blandt andet nævner Trine Christensen, at ytringsfriheden i Dubai er fuldstændig knust, at kvinderettigheder bliver holdt nede, at homoseksualitet er forbudt, og at migrantarbejdere arbejder og lever under elendige forhold.

- Styret i Dubai bruger sporten til at dække over, hvad der egentlig foregår. Man bliver hurtigt involveret i pr for styret på den her måde, og det er virkelig problematisk og vigtigt, at FC København forholder sig til, siger Trine Christensen.

FC København har ikke ønsket at kommentere yderligere. Holdet tager på træningslejr i Dubai fra 10. til 25. januar