Der er kommet nye boller på suppen i FC Midtjylland.
For en lille måned siden fik den altid engagerede, livlige Bo Henriksen sparket efter blot et år som cheftræner. Udviklingen gik ikke, som man ønskede i den midtjyske fodboldklub, og så begyndte arbejdet mod at finde en ny træner for klubben med de store ambitioner.
Og manden, der skal hjælpe den midtjyske klub med at opnå sine drømme, er så fundet nu.
Onsdag er den tidligere danske U21-landstræner, spanske Albert Capellas, nemlig blevet præsenteret som ny cheftræner i FC Midtjylland på en treårig aftale. Det fortæller klubbens ledelse på et pressemøde.
- Sportsligt synes vi, at vi kan skrue fem procent op, og derfor begyndte vi at lede efter en ny cheftræner. Albert Capellas mål er at få os i top 50 i Europa, siger direktør i FC Midtjylland, Claus Steinlein.
En stor ambition er det bestemt.
Men det er ikke noget, den 54-årige spanske fodboldtræner lader sig skræmme af. Tværtimod har det været fristende for Albert Capellas at stå i spidsen for en klub, der vil være med blandt de bedste.
- For mig er den en kæmpe ære at få lov til at hjælpe klubben med at nå det næste niveau. Jeg håber, vi kan klare jobbet og nå dertil, siger han.
- Jeg så en moderne og ambitiøs klub, der vil fremad hurtigt. Det inspirerer mig, fordi det minder mig om mit eget liv. Vi skal kæmpe for at få ting til at lykkes. Jeg er en fighter, og jeg vil have tingene til at ske.
Du kan høre Albert Capellas fortælle om skiftet til FC Midtjylland i videoen herunder:
Ud over det danske U21-landshold har Albert Capellas tidligere stået i spidsen for FC Barcelonas B-hold samt været assistent i både Brøndby og tyske Borussia Dortmund.
Og den erfaring er lige, hvad man har brug for i FC Midtjylland, siger klubbens sportschef Svend Graversen.
- For det første får vi en moderne leder. Vi har ledt efter en, der kan stå stærkt, både når det går godt, men også når der er modgang i en klub. Der er en anelse blæst i øjeblikket, og det kan Albert klare.
Et godt match?
Nogen god start på sæsonen i 3F Superligaen har FC Midtjylland nemlig ikke fået.
Efter seks spillerunder står den midtjyske klub noteret for blot én sejr, mens det er blevet til tre uafgjorte og to nederlag.
I først omgang bliver Albert Capellas opgave derfor at få vendt skuden, og DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul, tror da også, at han kan vise sig at være den rette mand til netop det job.
For spillestilen, spanieren er kendetegnet ved, passer glimrende til, hvad FC Midtjylland har til rådighed.
- Jeg tror ikke, vi skal forvente, at det bliver Barcelonas tiki-taka-spil fra start af. Men jeg tror godt, vi kan forvente, at det bliver lidt, som U21-landsholdet spillede, da han var træner, siger Andreas Kraul.
- De har kantspillerne, og de har en stor angriber, så det giver god mening. Det bliver nok masser af boldbesiddelse, men også hurtige omstillinger med Gustav Isaksen og Anders Dreyer, så perspektiverne er gode.
Samtidig er Albert Capellas - hans fortid som træner for både Barcelonas B-hold og det danske U21-landshold taget i betragtning - garant for talentudvikling.
- En af hans store styrker, også i forhold til hvad FC Midtjylland vil og skal, er, at han er enormt dygtig til at arbejde med talenter og integrere dem på et hold, siger Andreas Kraul.
Detaljeorinteret ud over det sædvanlige
Og så er der også kendskabet til Superligaen.
Fra 2014 til 2015 var Albert Capellas assistenttræner hos Brøndby, og allerede her viste han store prøver på trænertalentet.
Det fortæller Troels Bech, der var sportsdirektør i vestegnsklubben i den periode.
- Han går virkelig meget op i sin fodbold. Det mest spændende er, at han er så tydelig i den måde, han gerne vil spille fodbold på, siger Troels Bech.
- Sammen med den danske træner Klavs Rasmussen er Albert Capellas den dygtigste fagperson i fodbold, jeg nogensinde har mødt.
Det er store ord, og Troels Bech erkender da også gerne, at han har lidt af 'man crush' på sin tidligere kollega.
Men om det ender med at blive et midtjysk fodboldeventyr af de helt store for Albert Capellas ved han naturligvis ikke.
Men spanieren er enormt detaljeorienteret, fortæller den tidligere sportsdirektør i Brøndby, og det kommer FC Midtjylland til at få stor gavn af i deres jagt mod Europas top.
- Danske trænere kan blive så optaget af én detalje, at vi river den løs af helheden. Capellas har en evne til at have både øje for detale detalje og samtidig bevare blikket 360 grader rundt, siger Troels Bech.
Albert Capellas og i FC Midtjylland møder Brøndby på mandag.