Sikkerhedshensyn vejer tungest: Ingen tilskuere eller tv til Bendtner-debut

Reserveholdskampen mellem FC København og Brøndby flyttes fra FCK's træningsanlæg og vises ikke på tv.

Nicklas Bendtners potentielle debut for FC København mod Brøndby IF i reserveholdsligaen bliver uden tilskuere eller tv-billeder. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Tirsdagens kamp i reserveholdsligaen mellem FC København og Brøndby, hvor Nicklas Bendtner kan debutere for københavnerne, flyttes fra FCK's træningsanlæg og vises alligevel ikke på tv.

Det oplyser FCK på sin hjemmeside.

Den officielle årsag på FCK's hjemmeside er vejrmæssige forhold, men det handler også om sikkerhed, uddyber FC Københavns pressechef, Jes Mortensen, over for Ritzau.

- Dagens reserveligakamp mod Brøndby kan på grund af den massive regn i København ikke spilles på "Nummer 10" som planlagt.

- Begge klubber arbejder nu på at finde en alternativ bane til at få gennemført kampen. Det betyder også, at den planlagte tv-produktion fra kampen ikke bliver gennemført, lyder det på fck.dk.

Lukket af sikkerhedshensyn

Kampen har hele tiden været lukket for tilskuere, men derimod var medier velkomne til kampen, men sådan er det ikke længere.

- Hvis det lykkes at finde en bane, er kampen fortsat lukket for tilskuere, og der bliver heller ikke adgang for medier, oplyser FCK.

Herunder kan du høre Nicklas Bendtner fortælle om sit skifte til FCK.

Til Ritzau forklarer FC Københavns pressechef, Jes Mortensen, at det handler om, at klubben ikke nødvendigvis vil kunne styre sikkerheden omkring kampen på et andet spillested, som man kan på klubbens eget anlæg.

- Det er en sikkerhedsmæssig beslutning. Hvis vi ikke holdt kampen lukket for medier, ville det ret hurtigt være klart, hvor den eventuelt skulle spilles, og så kan vi ikke længere garantere for sikkerheden.

- På "Nummer 10" har vi et setup, hvor vi kan garantere for sikkerheden, og spilles den et andet sted, kan det være svært for os at kontrollere, hvem der kommer. Og da det er vores kamp, har vi ansvaret, forklarer Jes Mortensen.

Kampen skulle efter planen begynde klokken 13.

/ritzau/

Facebook
Twitter