Silberbauer: Penge er årsag til OB-skifte

Fodboldspilleren Michael Silberbauer mener, at pengeproblemer hos Young Boys lå bag hans lejeaftale med OB.

Michael Silberbauer var tilsyneladende for dyr til den schweiziske... klub Young Boys. (Foto: Claus Bech © Scanpix)

Michael Silberbauer oplevede for få uger siden, at det kan gå meget hurtigt i fodboldverdenen, da hans schweiziske klub, Young Boys, afskibede ham til OB på en etårig lejeaftale.

Landsholdsspilleren er overrasket over, at Young Boys pludselig ville af med ham, og han er overbevist om, at ikke-sportslige grunde ligger bag skiftet.

- Young Boys havde fået ny træner, men jeg kom også godt ud af det med Martin Rueda (den nye træner, red.), så jeg er overbevist om, at der lå andre årsager til grund for, at jeg skulle væk, siger Michael Silberbauer til SportFyn.

- Young Boys kæmper også lidt med pengene, og de følte vel, at jeg tjente for meget, og så gik det pludselig meget stærkt, siger han.

31-årige Michael Silberbauer, som tidligere har optrådt for AaB og FC København i Superligaen, kan få OB-debut fredag aften, når klubben ude møder Esbjerg.

Midtbanespilleren satser på, at han kan højne sin værdi via en god sæson i OB.

- Jeg håber, at jeg kan åbne nogle døre ved at spille her i OB, hvis Young Boys ikke vil have mig tilbage næste sommer.

- Jeg forholder mig til, at når min aftale her er slut, så har jeg to år tilbage af min kontrakt dernede, siger Michael Silberbauer.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, så betaler OB kun en tredjedel af Michael Silberbauers løn, resten står Young Boys for. Det schweiziske klub ville bare af med nogle af udgifterne, hvor OB efter avisens oplysninger kun skal betale små 100.000 kroner om måneden for midtbanespilleren.

Facebook
Twitter