Silkeborg køber topscorer i HB Køge

Marc Rochester Sørensen har skrevet under på en tre-årig kontrakt med Superliga-klubben.

Marc Rochester Sørensen har skrevet under på en tre-årig kontrakt med Silkeborg gældende fra denne sommer. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Den silkeborgensiske offensiv har fundet sin første tilgang, når klubben til sommer mister Emil Scheel og Nicklas Helenius. Superliga-klubben Silkeborg har nemlig haft tegnebogen oppe af lommen, og købt offensivspilleren Marc Rochester fra HB Køge i 1. division.

Den 24-årige tekniker har haft god vind i ryggen i denne sæson, hvor han topper HB Køges topscorerliste med indtil videre otte mål i 25 kampe. Det er klart hans bedste sæson rent scoringsmæssigt i karrieren.

Transferen bliver en realitet, når vinduet åbner igen til sommer. Marc Rochester har skrevet under på en tre-årig kontrakt med Silkeborg, der fra næste sæson rykker til det nybyggede stadion, Jysk Park, der er belagt med kunstgræs.

Marc Rochester er – ligesom sin storebror Lee Rochester – et produkt af HB Køges egen talentudvikling. Han har bortset fra en to-årig afstikker til FC Vestsjælland spillet hele sin karriere i HB Køges.

Facebook
Twitter