Skærpet oprykningskamp i 1. division

Det giver blod på tanden blandt topholdene, at der næste år er en ekstra oprykningsplads.

I Lyngby Boldklub ønsker man at styrke truppen med en spiller i hver kæde. (Foto: lyngby-boldklub.dk © Lyngby Boldklub)

Topholdene i fodboldens 1. division ruster sig yderligere til kampen om oprykning i den nye sæson. Hvis DBU i den kommende uge godkender en udvidelse af Superligaen, skal der ikke bare findes to men tre oprykkere fra 1. division.

Den gyldne chance giver blod på tanden til at kæmpe for et øget spillerbudget i for eksempel Vendsyssel, der i sidste sæson sluttede som nummer fire.

- Jeg er sikker på, at der er stor opbakning til, at når muligheden for oprykning lige pludselig er bedre, så skal vi gå efter det. Men samtidig er det vigtigt, at vi heller ikke bliver urealistisk ambitiøse.

- Selvfølgelig bliver kampen skærpet, og alle vil tænke denne her tanke og gøre hvad man kan, siger direktør Flemming Madsen til DR Sporten.

Nedrykning vil gøre ekstra ondt

I de seneste tre sæsoner er Lyngby sluttet lige udenfor oprykningspladserne, og også her sættes alle sejl for, at den nye træner David Nielsen kan spille holdet tilbage i den bedste række.

- Vores mål har hele tiden været at komme i Superligaen, men det er klart, at med den ekstra plads, skal vi selvfølgelig gå efter at komme op i år, siger direktør Dennis Poulsen.

Til gengæld betyder den nye struktur, at de såkaldte paraplypenge, der tidligere er uddelt til Superliganedrykkerne som et økonomisk plaster på såret, i stedet indgår i den samlede pulje af tv-penge.

Derfor vil man også tænke sig godt om i Lyngby, fordi en eventuel nedrykning retur til 1. division vil ramme økonomisk endnu hårdere end hidtil.

- Det er op til den enkelte klub i fremtiden at agere efter at skære sine udgifter til, så det ikke bliver så tungt et slag. Men det er klart, at hvis man rykker ned og har satset hele butikken oppe i Superligaen, gør det ekstra ondt med den nye struktur, siger Dennis Poulsen.

Klubberne i Superligaen og 1. division er i fællesskab blevet enige om den nye struktur.