Søndagssejr sender Randers mod top-seks

Et flot chip fra Saba Lobjanidze var nok for Randers, da holdet søndag kæmpede 1-0 hjem ude mod Vendsyssel.

Randers vandt 1-0 søndag over Vendsyssel FF i Hjørring, da hjemmeholdet ikke kunne bryde den kompakte Randers-defensiv op.

Med et elegant lob lige inden pausen sendte Randers-kanten Saba Lobjanidze kronjyderne på vinderkurs. Herefter tog Randers et mere kompakt udgangspunkt.

Det havde Vendsyssel intet modsvar til, og derfor kunne Randers tage alle tre point med hjem til Kronjylland. Det var tredje udekamp i træk, at randrusianerne vandt.

Det var en jævnbyrdig indledning, hvor begge hold sled med at få spillet til at flyde.

Vendsyssel forsøgte at sætte sig på begivenhederne, mens gæsterne lurede på omstillinger.

Randers havde det svært i det etablerede spil, hvor hjemmeholdets høje pres lagde en dæmper på gæsternes offensiv.

Derudover var det tydeligt, at Vendsyssel forsøgte at piske tempoet i vejret, og vendelboerne benyttede sig flere gange af hurtige igangsætninger.

Gæsternes omstillingsmuligheder var dog de farligste, og efter 43 minutter gik det galt for Vendsyssel.

Randers-midtstopperen Jonas Bager spillede en perfekt, lang aflevering til kantspilleren Saba Lobjanidze, der elegant chippede over Nicolai Flø, som blev fanget på mellemhånd.

Et effektivt Randers-mandskab kunne derfor gå til pause med en føring på 1-0.

Efter pausen handlede det primært for gæsterne om at holde føringen hele vejen hjem. Derfor var det et kompakt Randers hold, der kom ud til anden halvleg.

Det gjorde arbejdsbetingelserne svære for Vendsyssel, der havde svært ved at etablere et pres.

Vendsyssel brød ikke dødvandet, og Randers virkede ikke synderligt interesseret i andet end at holde buret rent.

1-0 holdt hele vejen til slutfløjtet, hvilket betyder, at Randers nu har vundet holdets seneste tre udekampe i Superligaen, mens Vendsyssel er uden sejr i de seneste fem ligakampe.

/ritzau/

Facebook
Twitter