Sønderjyske bryder negativ stime: Sejrer 3-0 over Randers

Sønderjyske sejrede søndag med 3-0 over Randers FC, efter at holdet ikke havde vundet i otte Superliga-opgør.

Sønderjyske brød søndag en stime på otte Superliga-kampe i træk uden sejr, da holdet sikkert slog Randers FC med 3-0 på Sydbank Park i 24. spillerunde.

Kampen bød på masser af chancer, men de sejrshungrende sønderjyder afgjorde reelt opgøret i første halvleg, hvor alle tre scoringer faldt.

Resultatet rykker ikke hjemmeholdet længere op i tabellen, idet de stadig er placeret på en 11.-plads, mens Randers er på ottendepladsen i rækken.

Kampen startede med høj intensitet og chancer i begge ender.

Det blev også omsat til mål allerede efter otte minutters spil.

Et indlæg fra Sønderjyskes venstre back, Nicholas Marfelt, ramte Randers-forsvarer Erik Marxen, og uheldigt for ham endte bolden i mål.

Hjemmeholdet kunne efter 22 minutters spil også bringe sig på 2-0.

Efter et hjørnespark endte bolden for fødderne af Sønderjyske-kantspiller Johan Absalonsen, som kanonerede bolden ind i det lange hjørne.

Allerede seks minutter efter kunne hjemmeholdet juble for tredje gang.

Sønderjyske-angriber Mart Lieder kunne nemlig bringe sit hold på 3-0 med et fornemt hovedstød tæt under mål.

Kantspiller Saba Lobjanidze burde have reduceret for udeholdet efter 51 minutters spil.

En skidt tilbagelægning betød, at han kom alene igennem, men en skidt afslutning endte i sidenettet.

Kampen faldt derefter lidt i tempo, men efter 71 minutters spil burde sønderjyderne have udbygget føringen.

En bold endte tilfældigt for fødderne af midtbanespiller Marco Rojas, men han formåede ikke at ramme målet.

Alligevel fik Glen Riddersholm altså i sikker stil sin første sejr som Sønderjyske-cheftræner efter hidtil tre nederlag og ingen sønderjyske scoringer under hans ledelse.

/ritzau/

Facebook
Twitter