Søren Barslund stopper karrieren

Esbjergs bare 28-årige Søren Barslund indstiller fodboldkarrieren efter en karriere plaget af skader. Barslund nåede 47 kampe for Esbjerg.

Esbjergs Søren Barslund (th) jubler over en scoring sammen med Hans Henrik Andreasen. (Foto: Palle Hedeman © Scanpix)

Esbjergs Søren Barslund har spillet sin sidste fodboldkamp på topplan. I en alder af bare 28 år har midtbanespilleren fået nok af de mange skader.

- Det er blevet for surt med skader, og jeg føler ikke, jeg udretter noget og gør en forskel i min hverdag. Derfor har jeg behov for at sætte mig nye mål og begynde at bruge min cand.merc.-uddannelse i erhvervslivet, siger Søren Barslund.

Allerede i begyndelsen af sin karriere var Barslund hårdt ramt af skader og efter godt 50 kampe på Ikasts førstehold blev han erklæret fodboldinvalid. Barslund genoptog alligevel karrieren i Esbjerg, og fik debut på SAS liga holdet for to år siden. Siden blev det 47 kampe og tre mål i den stribede trøje.

I juni måned sidste år pådrog han sig en alvorlig knæskade, og er siden blevet opereret tre gange i menisken.

- Operationen tyder på at være lykkedes, men kroppen skal også kunne holde efter min fodboldkarriere, og jeg har vurderet, at risikoen ved at spille måske to-tre år mere på topplan er for stor i forhold til, hvad jeg kan opnå. Jeg skulle gerne kunne holde til at løbe en tur, cykle og spille golf i fremtiden, siger Søren Barslund, der håber at få et job inden for den finansielle sektor så hurtigt som muligt.

Facebook
Twitter