Stjerne-exitter, oprustning og nordsjællandske guldplaner: Det lærte vi af transfervinduet

Transfervinduet i fodbold lukkede i nat, og det har medført store ændringer i Superligaen.

Emiliano Marcondes er en af dem, der skal spille sig blandt Superliga-stjernerne i sin retur til FC Nordsjælland. (Foto: © Claus Birch, Claus Birch)

To gange om året er der kaos i fodboldverdenen, når klokken runder midnat.

Og i går var det første gang i år, at alarmklokkerne bimlede rundt i de europæiske fodboldklubber. For transferdeadline-dagen sluttede nemlig ved skiftet fra januar til februar, og det betyder, at det ikke længere er muligt at sælge og købe spillere. Også for de danske superligaklubber.

Men det har der til gengæld været i en hel måned, og derfor er der blevet rusket godt og grundigt op i den bedste fodboldturnering herhjemme.

Men hvilken betydning får transfervinduet egentlig for det, vi kommer til at se i det næste halve år, når 3F Superligaen løber over skærmen?

Det giver DR Sportens fodboldkommentator Arnela Muminovic os svaret på herunder.

Stjerners farvel er ingen 'dommedag'

Den nu tidligere FC Midtjylland-stjerne Evander kommer ikke længere til at kunne ses i Superligaen, efter han i januar skiftede til Portland Timbers. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Spillere som Evander, Andreas Maxsø, Anders Dreyer, Andreas Schjelderup og Viktor Kristiansen har alle været skelsættende i Superligaen i denne sæson - hvis ikke i en årrække - men de har alle taget turen til nye destinationer.

"Naturligt" kalder DR Sportens fodboldkommentator Arnela Muminovic det, fordi Superligaen primært har til formål at talentudvikle og sælge videre.

- Særligt de her vintertransfers er resultat af den meget, meget lange vinterpause, vi har herhjemme. Andre steder sker det ikke så ofte, fordi der ikke er tid til at implementere spillerne, men det er bare anderledes med Superligaen, fordi der er masser af tid til at lave justeringer, siger hun.

- Så for mig er det ikke en dommedag over ligaen, det er mere eller mindre forventeligt. Det vigtige er, at man husker at nyde de her stjernespillere, mens man kan. For det varer ikke evigt.

Derfor behøver man som fan af Superligaen ikke begræde, når de største spillere forlader de danske matrikler, mener Arnela Muminovic. For niveauet kan sagtens holdes højt.

- Det ville selvfølgelig ikke være mærkeligt, hvis der kommer et fald i niveauet hos mange af de her klubber, der skifter heftigt ud i profilerne. Men netop den her vinterpause gør også, at klubberne netop har tiden til at få sat nye spillere ind i klubben på lige fod med de gamle, siger hun.

Bund, midte og top opruster

Sidste års superligatopscorer Nicklas Helenius er skiftet fra Silkeborg til Aalborg. Det er tredje gang, han skal spille i den nordjyske klub. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

Der er også kommet et hav af nye spillere ind i de danske klubber.

Og det er både i bunden, midten og toppen af tabellen, at klubberne har købt ind for at komme i land med sæsonforventningerne. Blandt andet er anfører Andreas Maxsø skiftet ud med Rasmus Lauritsen i Brøndby, og hvordan det ender ud, glæder DR Sportens fodboldkommentator sig til at se.

- Maxsø har betydet enormt meget for Brøndby, og det er en svær spiller at skulle erstatte. Så jeg er spændt på at se, hvordan Lauritsen har tænkt sig at løfte den byrde. I Kroatien har Lauritsen været rost som et "monster", så det er en spiller, de henter fra en høj hylde, siger Arnela Muminovic.

FC Midtjylland har hentet den egyptiske landsholdsspiller Emam Ashour, FC København har hentet Diogo Goncalves og Jordan Larsson, mens FC Nordsjælland har haft pengepungen ude efter Zidan Sertdemir, og de er alle eksempler på nye spillere, der kan gå hen og tage ligaen med storm. Særligt sidstnævnte udpeger DR Sportens fodboldkommentator som én, man skal holde øje med.

Men nogle af de største navne, der kommer til, er velkendte i Superliga-regi.

- Jeg tror, at Kenneth Zohore (OB), Mikkel Duelund (AGF) og Emiliano Marcondes (FCN) er eksempler på spillere, der kommer til at få rimelig hurtig succes, siger Arnela Muminovic.

- Og så er jeg nok mest spændt på at se, hvad der sker med Nicklas Helenius i barndomsklubben AaB. Han er en spiller, der skal sættes op for at være rigtig god. Og kan de gøre det, skal han nok blive en kæmpe succes og redde AaB, der ligger næstsidst i Superligaen.

FC Nordsjælland er fortsat guldkandidat

Johannes Hoff Thorup og resten af Nordsjælland-mandskabet kan fortsat stile efter guldet på trods af heftige omrokeringer i truppen, mener Arnela Muminovic. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Der er blevet rokeret godt og grundigt hos Superligaens førerhold. Cheftræneren er skiftet fra at hedde Flemming Pedersen til Johannes Hoff Thorup, der var den tidligere assistent, mens holdets største stjerne, Schjelderup, er blevet solgt og nye unge talenter er taget ind.

Alt sammen selvom de buldrede igennem første halvdel af Superliga-sæsonen.

- Det er bare den måde, FC Nordsjælland gør det på. Det overrasker, men så alligevel ikke. Ved trænerskiftet måbede jeg først over det, men det er meget typisk den her klub at gøre sådan noget, siger Arnela Muminovic.

Og selvom den største stjerne i Andreas Schjelderup er blevet solgt for en stor pose penge, så tror DR Sportens fodboldkommentator, at det ikke nødvendigvis kan mærkes på banen, når Emiliano Marcondes er hentet til klubben.

- Ham glæder jeg mig rigtig meget til at se. Der har de gjort det enormt godt med at sælge Schjelderup og så hente én, som de nærmest kan stole på allerede fra første dag. Han kan gå ind og gøre en forskel med det samme, siger fodboldkommentatoren.

Og derfor er skal man ikke regne med, at FC Nordsjællands gulddrømme er forduftede efter en turbulent januar måned.

- Jeg glæder mig til at se, om de kan holde det høje niveau, og hvordan de reagerer på modgang. Men det skulle ikke undre mig, at de alligevel holder vand og vinder ligaen. De står i hvert fald stadig rigtig godt i jagten på guldet, siger Arnela Muminovic.

Superligaen starter op den 17. februar, hvor AaB tager imod AGF.