Superligadirektører tror på genstart: 'Muligheden for at komme på banen igen er uændret'

Regeringens retningslinjer ændrer ikke på muligheden for at få færdigspillet Superligaen, mener AaB og Silkeborg.

I Silkeborg forventer direktør Kent Madsen stadigvæk, at klubben kommer til at spille sine Superliga-kampe. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Mandagens udmelding fra regeringen om en forlængelse af forsamlingsforbuddet er på ingen måde et dødsstød til superligasæsonen.

Det mener AaB og Silkeborg. Her hersker der stadig optimisme i forhold til at få den bedste danske fodboldrække afgjort på grønsværen.

- Muligheden for at komme på banen igen er uændret. Vi tror stadig på, at vi kan få afviklet turneringen, som vi hele tiden har håbet på, siger administrerende direktør i AaB Thomas Bælum.

Han henviser til det såkaldte scenarie tre, som

Divisionsforeningen
i sidste uge fremlagde for, hvordan
Superligaen
kan spilles færdig. Det indebærer, at ligaen startes op i slutningen af maj og afsluttes i slutningen af juli.

- Så kan vi få afviklet turneringen på en

fair
og sportslig måde, og vi kan få vist vores fodbold til tv-seerne og fansene, siger Bælum.

AaB-direktør Thomas Bælum mener ikke, at regeringens udmelding ændrer superligaklubbernes mulighed for at komme på banen igen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Silkeborg-direktør Kent Madsen stemmer i, men han tvivler mere på, hvornår bolden kan rulle igen.

- Jeg er også i tvivl om, hvorvidt det bliver muligt at få tilskuere. Det kunne tyde på, at det ikke kan lade sig gøre, men vi forventer stadig, at vi kommer til at spille kampene, siger Kent Madsen.

Både han og Thomas Bælum understreger vigtigheden i at få gennemført de

resterende
kampe - også selv om det skulle ske for tomme
tribuner
. Både af sportslige og økonomiske årsager.

I både AaB og Silkeborg afventer man en udmelding fra

Divisionsforeningen
angående det videre forløb.

I en sms til Ritzau meddeler direktør i

Divisionsforeningen
Claus Thomsen, at man fra foreningens side ikke ønsker at kommentere, før man melder noget ud.

Thomas Bælum har fuld forståelse og respekt for myndighedernes

retningslinjer
, men udsigten til et forår uden fans på lægterne ærgrer ham alligevel meget.

- Vi skal blandt andet spille en pokalsemifinale og dermed måske også en finale, der i givet fald vil være uden tilskuere, og det gør ondt at tænke på. Det skal lige bundfælde sig i dag (tirsdag, red.), siger AaB-direktøren.

Superligaen
har ligget stille siden starten af marts og er indtil videre udsat på ubestemt tid.

/ritzau/