Superligaen er den dårligste liga i Skandinavien

Ifølge UEFA's seneste koefficient-rangliste, så er den danske Superliga dårligere end både den norske og svenske liga målt på europæisk succes.

De danske mestre fra FC Midtjylland har fortsat mulighed for at skrabe point sammen i Europa til Danmark. (Foto: claus fisker © Scanpix)

UEFA har spyttet deres seneste rangliste over europæiske ligaer ud, der er baseret på de såkaldte koefficientpoint, som klubberne optjener i de europæiske turneringer.

Ranglisten er ikke godt nyt for den danske fodboldselvtillid, da Superligaen bliver placeret lavere end både den bedste svenske række og - måske værre endnu for den danske selvopfattelse - også to pladser dårligere end den bedste norske række, Tippeligaen.

Ranglisten er baseret på point optjent i europæisk fodbold de seneste fem sæsoner, så FC Midtjylland, der er det eneste tilbageværende danske hold i en europæisk turnering, har mulighed for at få rykket Danmark lidt op ad listen i fremtiden, hvis de klarer sig godt i Europa League i foråret.

Danmark er lige nu nummer 24 på listen, Norge nummer 22, mens Sverige kan prale af en plads som nummer 21.

Holdene fra Spanien har samlet flest point sammen og er derfor målt over de seneste fem år den nation, der klarer sig bedst i europæiske fodbold, efterfulgt af Tyskland, England, Italien og Frankrig. UEFA's rangliste kan studeres her.