Superligaen vinterferie: Sådan bliver slutspillet

Årets sidste tackling i Superligaen er blevet sat ind, så vi har sat strukturen under lup og placeret de 14 hold i slutspillet.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Viborg og OB sendte mandag aften Alka Superligaen på en velfortjent vinterferie.

21. spillerunder er overstået, og når der igen blæses op til bold i landets bedste fodboldrække, resterer der kun fem runder, inden spillerne for første gang skal prøve kræfter med det nye slutspil.

Og det kræver sin mand (m/k) at rumme den nye Superliga-strukturs slutspil. Derfor kommer her et forsøg på at overskueliggøre forårets afgørende kampe en smule.

Mesterskabsspil

De seks øverste hold mødes i et mesterskabsslutspil, hvor man tager alle point med over og mødes i en alle-mod-alle-turnering både ude og hjemme (10 runder).

Mestrene er klar til kvalifikationen til Champions League, mens nummer to og evt. nummer tre (afhænger af om pokalvinderen er sluttet på en af de tre øverste pladser) skal spille kvalifikation til Europa League.

Gruppespil

Mere indviklet bliver det, når nedrykningskandidaterne skal findes i gruppespillet mellem grundspillets nummer 7-14.

De otte hold mødes i to puljer, hvor der spilles ude og hjemme i en alle-mod-alle-turnering. Som i mesterskabspillet tages samtlige point fra grundspillet med over.

Nummer 7,10,11 og 14 mødes i den ene gruppe, mens nummer 8,9,12 og 13 mødes i den anden (6 runder).

De to puljers nummer et og to krydses og mødes ude og hjemme. De to vindere mødes ude og hjemme i kampen om en Europa League-playoff-plads. Her venter mesterskabsspillets nummer tre eller fire (igen afhængig af pokalvinderen).

Nedrykning

Nummer tre og fire i de to puljer krydses og mødes ude og hjemme. De to vindere af disse opgør mødes og spiller om 11.- og 12.-pladsen.

De to tabere af disse opgør mødes over to kampe for at afgøre, hvem der skal slutte som nummer 13, og hvem der skal slutte som nummer 14 og sidst.

Nummer 12 møder nummer 3 i 1. division i to opgør, mens 13'eren møder 2'eren i 1. division - ligeledes over to kampe. De to samlede vindere af disse kvalifikationskampe får lov til at spille i Superligaen i den kommende sæson.

Nummer 14 rykker direkte ned.

Hvis der var slutspil nu...

For at konkretisere det kommende slutspil en smule har vi set stort på forårets resterende fem runder i grundspillet.

Vi har derfor inddelt de 14 Superliga-mandskaber i den foreliggende skabelon på baggrund af holdenes nuværende pointtal og placering.

Mesterskabsspil

Gruppespil, pulje 2

I de to gruppespilspuljer handler det først og fremmest om at undgå de to nederste pladser og dermed spille sig fri af nedrykning.

Med kun seks spillerunder i puljerne kan meget være afgjort på forhånd. I vores øjebliksbillede har eksempelvis både Viborg FF og OB i øjeblikket otte point op til andenpladsen i puljerne.

Superligaen fløjtes op igen d. fredag d. 17. februar og grundspillets 26. og sidste runde spilles en måned senere.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter