Superligaen sættes tilbage uden forskerordning

Gør regeringen alvor af planerne om at ændre forsker-skatteordningen vil det få alvorlige konsekvenser for dansk fodbold.

I den FC København-trup, som skal forsvare det danske mesterskab, er der lige nu 11 udlændinge. (Foto: Esben Salling © Scanpix)

Gør regeringen alvor af planerne om at ændre den såkaldte forskerordning, der betyder at udenlandske spillere slipper billigere i skat, vil det få alvorlige konsekvenser for dansk fodbold.

Det mener sportsdirektør i FC København, Carsten V. Jensen.

- Det er ikke bare FCK, men hele dansk fodbold, der bliver svækket. Hvis ordningen fjernes vil dansk fodbold blive slået tilbage, hvor vi var for ti år siden, siger han til Politiken.

Skatteminister Troels Lund Poulsen mener ikke fodboldspillere og forskere kan sammenlignes.

- Vi er nødt til at kunne tiltrække og fastholde de medarbejdere, der er behov for. I min optik er det ikke professionelle idrætsudøvere - de skaber jo ikke arbejdspladser i Danmark, siger han.

Den påstand afviser Divisionsforeningens direktør.

- Professionel fodbold har de seneste ti år haft vækstrater, der er fire gange højere end det øvrige erhvervsliv, siger Claus Thomsen.

Højtlønnede udlændinge slipper med at betale 25 procent i skat i tre år eller 33 procent i de første fem år, de opholder sig i Danmark.

P.t. drejer det sig om 152 idrætsudøvere ud af de små 2900 udlændinge, der er på forskerordningen.

FacebookTwitter