Superligaen vil homofobi til livs med banner

Et banner med teksten "Sammen mod homofobi" kommer til at blive vist i de kommende syv superligakampe.

Et banner med teksten 'Sammen mod Homofobi' vil blive vist inden weekendens syv superligakampe. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Når 29. runde af Superligaen spilles fra fredag til mandag, vil samtlige kampe blive markeret med et klart budskab om, at klubberne står sammen i kampen mod homofobi.

Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Inden de syv kampe fløjtes i gang vil spillerne samle sig rundt om et banner med teksten "Sammen mod homofobi" for at understrege, at tolerance og fællesskab er blandt fodboldens grundværdier, står der i meddelelsen.

Divisionsforeningen håber dermed, at budskabet kommer bredt ud.

- Vi er midt i den afgørende del af sæsonen, hvorfor fokus er rettet mod de vigtige kampe i runde 29, lyder det.

Viktor Fischer fra FC København. (Foto: claus fisker © Scanpix)

En af de syv superligakampe står mellem Brøndby IF og FC København, som er to er de klubber, der har været mest i fokus i den seneste tids debat om homofobi.

Søndag brokkede FCK-spilleren Viktor Fischer sig over, at OB-fans undervejs i kampen var kommet med homofobiske tilråb mod ham.

Mandag aften var der igen tilråb, da Brøndby mødte FC Nordsjælland i Farum. Efter kampen sang en gruppe Brøndby-fans sangen "Fischer, han er gay", hvilket oversat til dansk betyder, "Fischer, han er bøsse".

Det blev opsnappet af TV3's kameraer efter opgøret i Farum.

Både Brøndby og OB har efterfølgende taget afstand fra episoderne, ligesom både Dansk Boldspil-Union (DBU), Spillerforeningen og Divisionsforeningen finder tilråbene uacceptable.

Tirsdag meddelte Fodboldens Disciplinærinstans, at den vil se nærmere på de to episoder.

/ritzau/

Facebook
Twitter