Superligaens udlændinge under coronakrisen: Tænker på dem derhjemme

Bekymringer og daglig kontakt med familien præger hverdagen for superligaens udlændinge.

Fem udlændinge fra den danske Superliga sætter ord på, hvordan det er at være langt væk hjemmefra under coronakrisen.

At være hjemsendt fodboldspiller i Superligaen er ekstra specielt for klubbernes udenlandske spillere, der både skal klare isolationen i et fremmed land – og har familie og venner langt væk.

Få her et indblik i fem superliga-udlændinges hverdag langt væk fra familie og venner i deres hjemlande.

Zachery Duncan, AGF: Ung, alene og 14.000 kilometer hjemmefra

Zachary Duncan kom til Aarhus og AGF i sommer. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

19-årig australier og midtbanespiller i AGF. Bor alene i en lejlighed i Aarhus.

- Det er en svær tid lige nu. Jeg ung, bor alene og har ikke en kæreste at være sammen med i disse tider. Det ville være rart, hvis jeg kunne have taget hjem til familien i Australien, men med alle grænser lukket og sådan, så er det ikke en mulighed. Det er en smule hårdt at være alene flere tusinde kilometer fra sin familie, men det er nu engang sådan, det er.

- Jeg mødes et par gange om ugen med et par holdkammerater til en lille træningssession, hvor vi slår lidt afleveringer og andre ting, som vi kan gøre med god afstand til hinanden. Men udover at se dem, så er jeg egentligt bare alene.

- Jeg snakker meget med dem derhjemme, især mine søstre. Australien gennemgår de samme restriktioner som Danmark, så både de og jeg selv har en del tid, hvor vi kan tale med hinanden. Min familie er selvfølgelig en smule bekymret over, at jeg befinder mig i Europa med tanke på, at det er her, situationen er værst lige nu, men de ved, at jeg følger alle anvisningerne, at jeg er sund og rask, og nok skal klare mig.

- Jeg bekymrer mig selvfølgelig også for dem. Især min ene søster, som er sygeplejerske. Hun arbejder på et af de hospitaler, som behandler coronapatienter, og det synes jeg, er en smule skræmmende at tænke på. Men omvendt, så er hele min familie også sunde og raske og overholder den australske regerings retningslinjer.

- En af de ting, som har været lidt mærkeligt, er, at jeg ikke har kunne følge med i nyhederne her i landet. Men vi har en gruppechat for de udenlandske spillere i klubben. Her får vi oversat de vigtigste nyheder, så vi, der ikke forstår dansk, bliver informeret med det samme, hvis det er nye ting, vi skal forholde os til. Det er virkelig betryggende, og har gjort situationen meget lettere for mig.

Pep Biel, FC København: Situationen er meget alvorlig i Spanien

Pep Biels hjemland, Spanien, er et af de lande, der er hårdest ramt af coronavirus. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

23-årig spanier og midtbanespiller i FC København. Bor i en lejlighed i København med sin kæreste.

- I Spanien er situationen meget værre. Man skal blive hjemme, der er mange smittede og mange døde. Her i Danmark må vi gerne gå ud og gå en tur, selvfølgelig hvor vi tager vores forholdsregler. Så det er en meget mere alvorlig situation i Spanien.

- Min familie bor på Mallorca. Der er situationen ikke ligeså slem, som den er i resten af Spanien. Der er ikke ligeså mange smittede. Men der bliver også taget forholdsregler som at blive derhjemme så vidt som muligt. Lige nu har min familie det heldigvis godt, og jeg prøver at hjælpe dem så meget som muligt. Vi snakker sammen næsten hver dag, hvor vi prøver at holde hinanden i godt humør.

- Jeg ville selvfølgelig gerne have været sammen med min familie i denne situation, men vi bliver nødt til at vænne os til, at vi er langt fra hinanden. Og så længe de har det godt, så er jeg mere rolig, og det gør det nemmere for mig.

- I FCK træner vi sammen hver morgen i en gruppe på fire spillere og en træner for at holde os i form. Fra uge til uge skifter vi grupper for at se hinanden og træne sammen med alle i truppen. Det er forskelligt, hvad vi gør. Nogle gange er vi på træningsanlægget, andre gange cykler eller løber vi en tur sammen.

- I denne uge trænede jeg sammen med Carlos Zeca, Michael Santos og Sotirios Papagiannopoulos. Zeca og Santos snakker spansk ligesom jeg, og da jeg snakker meget lidt engelsk, var det rart at kunne snakke lidt mere med mine holdkammerater.

- Vi holder afstand til hinanden, når vi træner, og sådan må vi gøre, indtil situationen forhåbentligt bliver god igen, så vi kan træne normalt. Det er klart, at jeg savner at træne fodbold, som vi plejer at gøre. Men vi må affinde os med situationen og holde os i form på anden vis.

- Jeg bor i København i en lejlighed sammen med min kæreste og vores hund. Det er virkelig dejligt ikke at være alene i denne tid, hvor man mest af alt skal være hjemme og være langt fra sin familie. Det gør det hele lidt nemmere. Mest af alt er vi bare derhjemme, men om aftenen forsøger vi at gå en tur sammen for at få lidt frisk luft.

- Jeg følger desværre ikke så meget med i nyhederne i Danmark omkring coronavirus, da det hele er på dansk, og jeg ikke forstår sproget. Men mine holdkammerater og klubben sørger for at opdatere os så vidt som muligt. Derudover følger jeg meget med i de spanske medier omkring hele situationen.

- Det er en meget svær situation, også sportsligt og for dem, som skal sørge for at få afholdt turneringen. Men jeg tror personligt, at vi snart kommer i gang, og at vi får spillet ligaen færdig på banen.

Björn Kopplin, Randers FC: Glad for at bo i Danmark lige nu

Tyske Björn Kopplin kom til Danmark for tre år siden. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

31-årig tysker og forsvarsspiller i Randers FC. Bor i Randers med sin tyske kone.

- Jeg er lidt bekymret for min familie i Tyskland. Både min mor og far går stadig på arbejde. De bor i Berlin, og der er stadig store problemer med, at mange mennesker ikke respekterer reglerne. Jeg er glad for, at min kone og jeg bor i Danmark. Her er situationen blevet taget alvorligt tidligt, så jeg synes, vi har det godt her.

- Jeg snakker en del mere med familien i Tyskland disse tider. Min mor elsker at snakke, og så er det er en god måde at få opdateringer om situationen i Tyskland på. Ligesom mine forældre selvfølgelig også er nysgerrige på, hvordan det står til i Danmark.

- Jeg bor sammen med min kone, og det har helt sikkert været med til at gøre situationen lettere. Vi har hinanden at snakke med og kan vende vores bekymringer om vores familier i Tyskland. Flere af de udenlandske spillere i klubben bor alene, og jeg tænker, at det må være ekstra hårdt for dem.

- Jeg savner især den daglige rutine med holdkammeraterne og hverdagen i omklædningsrummet. Jeg plejer også at gå i sauna et par gange om ugen med et par af gutterne, men det er jo lidt svært i øjeblikket.

- Jeg forsøger at holde mig i gang hjemme og har lavet nogle forskellige træningsvideoer på Instagram. Jeg tænker, at mange andre mennesker også går hjemme, og jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere dem til at holde formen ved lige. Videoerne er mest for sjov, men hvis jeg kan få folk til at smile, så synes jeg, det er det hele værd.

Hvis du vil se, hvordan Björn Kopplin holder formen ved lige, kan du gøre det lige her.

Tom van Weert, AaB: Jeres regering viser en god vej

Tom van Weert roser statsminister Mette Frederiksen for hendes ageren under coronakrisen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

29-årig hollænder og angriber i AaB. Bor i en lejlighed i Aalborg med sin danske kæreste.

- Jeg tænker meget på dem derhjemme. Jeg komme fra en lille by, der hedder Den Bosch sydpå i Holland, cirka en halv time fra Eindhoven. Situationen er desværre meget dårlig i Holland med mange på sygehuset og markant flere døde end i Danmark, så jeg taler meget med min familie og venner.

- Derfor er det også mærkeligt, at det rent faktisk lige nu er bedre for mig at være i Aalborg. Her er jeg isoleret og føler mig tryg, og jeres regering har styr på det. De viser en god vej, og jeg er meget glad for at være i Danmark især lige nu.

- Som de fleste andre, synes jeg, at det er mærkelig tid og en meget ændret hverdag. Jeg plejer at bruge en stor del af dagen i klubben, men nu bruger jeg ingen tid der. Vi har fået et træningsprogram af AaB, som jeg kan lave derhjemme, og så kan jeg selvfølgelig løbe. Jeg lægger som regel min træning ved 12-tiden, så det ligesom bryder dagen op i to dele, så den ikke føles så lang.

- Vi har en altan i vores lejlighed, men den er ikke ret stor, så jeg glæder mig hver dag til at komme ud og bare løbe en tur eller træne lidt. Jeg er vant til virkelig meget frisk luft og aktivitet, så det savner jeg. Heldigvis har vi kun fem minutter til park og skov, hvor jeg sagtens kan løbe og røre mig uden at komme i nærkontakt med andre. Det glæder jeg mig meget til hver dag.

- Min kæreste er dansk, og vi har kendt hinanden i ni år og boet sammen i seks år, så det er en stor hjælp for mig i den her periode. Det havde ikke været rart at sidde alene i en lejlighed som udenlandsk spiller uden at kunne sproget, men jeg kan efterhånden dansk ret godt og kan følge med også i nyhederne. Ellers opdaterer min kæreste mig også hvert 20. minut. Hun følger rigtig meget med.

- Jeg er optimistisk især efter at have hørt Mette Frederiksen på pressemødet mandag. Jeg håber virkelig, at vi snart kan komme på fodboldbanen igen.

Rafael Romo, Silkeborg IF: Vi holder os bare mest hjemme

Silkeborg-keeper Rafael Romo er hele tiden i kontakt med familie i Venezuela. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

30-årig venezuelaner og målmand i Silkeborg IF. Bor i Silkeborg med sin venezuelanske kone og to små børn.

- Jeg taler hele tiden med min familie i Venezuela for at høre, om de er okay. Sundhedssystemet er ikke i nærheden af at være lige så godt som her i Danmark, og samtidig er mange folk nødt til at tage på arbejde for at kunne tjene penge til mad.

- Der er endnu ikke så mange tilfælde af coronavirus i Venezuela, og de fleste af dem, der er, er omkring hovedstaden Caracas. Min familie bor heldigvis langt væk derfra, og i det område er der stadigvæk ikke registreret nogen tilfælde. Men alligevel så tænker de på det, og følger situationen.

- Når vi snakker sammen, så forsøger jeg at fortælle dem, at vi er trygge her i Danmark. Myndighederne har styr på situationen, og vi er heldige, at vi befinder os i et land, hvor befolkningen bekymrer sig om hinanden.

- Jeg synes, at en af de sværeste ting er at få de rigtige informationer. Hverken min kone eller jeg forstår særligt godt dansk, og hvis man går på de sociale medier, så er det svært at blive klog på, hvad der er op og ned.

- Jeg har en del familie, venner og tidligere holdkammerater i Spanien og Italien, og der er situationen jo meget alvorlig. I begyndelsen da jeg snakkede med dem, og de fortalte, hvordan det var dernede, så turde vi jo nærmest ikke gå uden for døren herhjemme.

- Heldigvis har klubben været gode til at hjælpe med at holde os informeret om situationen i Danmark, og hvilke regler vi skal følge, men egentlig så holder vi os bare mest hjemme.

- Jeg savner den daglige træning og hverdagen med holdkammeraterne. Jeg prøver at holde formen ved lige herhjemme, men det er ikke det samme som at være på træningsbanen med resten af holdet.