Det blive nogle lange 90 minutter på tribunen i Parken for Thomas Kristensen, når DM-guldet skal afgøres onsdag aften. Han har nemlig karantæne og kan kun håbe, at holdkammeraterne i FCK kan sikre sejren over Silkeborg samtidig med at AC Horsens kan tage point i FC Nordsjælland.
- Det bliver en forfærdelig kamp. Jeg må have et halvt øje på vores kamp og et halvt øje på den anden, så det bliver halvanden time i helvede. Men det kan være, det ender lykkeligt, og hvis ikke må vi tage den derfra. Vi tror på det til det sidste og prøver at vinde vores kamp, så må vi se, om det er nok, siger Thomas Kristensen til DR Sporten.
FCK blev for længst udråbt til dansk mester, men stille og roligt er forspringet på 10 point sat over styr.
- Der har da været en blanding af irritation og skuffelse over, at vi ikke selv kan afgøre det. Men det er selvforskyldt, og vi må kigge indad, der er ikke andre end os selv, der kan gøre for det. Nu må vi prøve at vinde den sidste kamp, vi har ingen indflydelse på, hvad der sker i Nordsjælland. Horsens har meget at spille for, så vi kan håbe på miraklet, men vi skal gøre vores arbejde selv, understreger Thomas Kristensen.