Thomas Kahlenberg stopper karrieren

Thomas Kahlenberg lægger støvlerne på hylden efter dagens Superliga-kamp.

Thomas Kahlenberg stopper karrieren efter søndagens kamp. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Søndag spiller Brøndby sæsonens sidste Superliga-kamp, og det bliver samtidig den sidste kamp nogensinde for midtbanespilleren Thomas Kahlenberg. Den tidligere landsholdsspiller har valgt at stoppe karrieren efter denne sæson.

- I en lang fodboldkarriere er der mange svære valg at tage, men dette har uden sammenligning været den sværeste. Jeg har indtil det sidste været i tvivl og kæmpet for at komme tilbage, men jeg tog en snak med Troels Bech i går, hvor jeg informerede ham om, at jeg stopper som aktiv fodboldspiller, siger Thomas Kahlenberg til klubbens hjemmeside.

Otte år i udlandet

Thomas Kahlenberg vendte tilbage til Brøndby i 2013 efter en karriere i udlandet, der strakte sig over otte år. Han spillede for Auxerre og Evian i Frankrig og Wolfsburg i Tyskland.

På landsholdet blev det til 47 optrædender og fem mål. Det seneste var i en EM-kvalifikationskamp mod Armenien i 2014, hvor han afgjorde kampen med en scoring til slutresultatet 2-1.

Udover Thomas Kahlenbergs farvel meddeler Brøndby også, at man søndag tager afsked med flere spillere, der ikke fortsætter i klubben. Det drejer sig om Lebogang Phiri, Frederik Holst og Rodolph Austin.

Facebook
Twitter