Tidligere Brøndby-profil overtager klubbens trænersæde

Martin Retov overtager cheftrænerposten i Brøndby IF frem til afslutningen af den igangværende sæson.

Martin Retov, til venstre, overtager cheftrænerposten i Brøndby frem til sommerferien. (Foto: GONZALES PHOTO THOMAS RASMUSSEN © Scanpix)

Det bliver i første omgang Martin Retov, der overtager posten som cheftræner i Brøndby IF efter Alexander Zorniger.

Det skriver klubben i en kortfattet fondsbørsmeddelelse.

Brøndby har indgået en aftale med Retov indtil afslutningen af den igangværende sæson.

Retov har været assistenttræner for Brøndbys førstehold siden 2017.

Han kommer til at indgå et tæt samarbejde med holdets anden assistenttræner Matthias Jaissle.

Sportsdirektør Ebbe Sand er tilfreds med den midlertidige løsning.

- Både Martin Retov og Matthias Jaissle har gjort et rigtig godt arbejde som assistenttrænere for Alexander Zorniger. Han valgte de to som assistenter, fordi de begge er professionelle og dygtige trænere, som kender spillertruppen indgående.

Sand vil tættere på spillerne

- Derfor er vi også trygge ved at overlade Superliga-truppen til Martin og Matthias frem til sommerpausen, siger Ebbe Sand til Brøndbys hjemmeside.

Sportsdirektøren vil selv forsøge at komme tættere på klubbens spillere i den kommende periode.

- Samtidig vil jeg selv i den kommende periode rykke endnu tættere på spillertruppen, end jeg plejer, ved blandt andet at være til stede til alle vores træninger, så Martin og Matthias får de bedste forudsætninger at arbejde ud fra, siger Ebbe Sand.

Det var mandag, at klubben valgte at fyre Zorniger, som har været cheftræner i Brøndby siden 2016.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter