Tøfting kører plæneklipperen hen over Søren Larsen

Den tidligere landsholdsspiller med de markante holdninger har ingen fidus til AGF-angriberen Søren Larsen i foråret.

AGFs Søren Larsen er ikke en af Stig Tøftings favoritspillere. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Det bliver ikke Søren Larsen, der kommer til at brillere for AGF i foråret i Superligaen, efter at klubben har sagt farvel til topscorer Aron Johannsson.

 I hvert fald ikke hvis man skal tro vurderingen fra ekslandsholdsspilleren Stig Tøfting.

 Den mangeårige AGF'er med tilnavnet "plæneklipperen" leverer en svada mod Søren Larsen.

- Jeg har ikke så stor fidus til Søren Larsen. Det er bare varm luft, der kommer ud af munden på ham, siger Stig Tøfting til sporten.tv2.dk.

Tøfting mener, at Søren Larsen bruger for meget tid på at tale sig selv op.

- Han har alt for travlt med at melde om, hvor god form han er i uden at bakke det op. Når han så får chancen, ligner han en, der er gået på pension. Jeg synes ikke, han leverer noget.

- Jeg ville vælge nogle mere bevægelsesdygtige spillere som de offensive georgiere. Søren Larsen har for travlt med at melde ud. Hvis man er god nok, behøver man ikke tale så meget, siger Stig Tøfting.

Han har mere fidus til AGF's georgiske offensive trio, Mate Vatsadze, Davit Skhirtladze og David Devdariani.

Søren Larsen fik meget begrænset spilletid i AGF's angreb i efteråret, og han scorede ikke en eneste gang i Superligaen.

 /ritzau/

Facebook
Twitter