Ulvene sætter kløerne i Superligaens førsteplads - Brøndbys mestre snubler mod oprykker

FC Midtjylland vandt 2-0 over FC Nordsjælland i Herning, mens Brøndby på hjemmebane spillede uafgjort, 1-1, mod Silkeborg.

FC Midtjylland er, i hvert fald for en stund, blevet førerhold i Superligaen, efter at holdet fredag slog FC Nordsjælland med 2-0 i en kamp, hvor begge mål blev scoret i anden halveg.

Det var de unge talenter Gustav Isaksen og Victor Lind, der sikrede midtjyderne sejren i et opgør, som kunne være gået begge veje.

FCN spillede bedst i første halvleg, hvor kantspilleren Simon Adingra må græmme sig over, at han ikke scorede på en kæmpe chance.

I anden halvleg viste FCM modsat kynisme, når holdet kom frem til store chancer, hvilket viste sig at være udslagsgivende for en ellers meget tæt kamp.

(Foto: (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix))

FCN med flere fine tilbud

Den største FCM-chance tilfaldt den unge kantspiller Gustav Isaksen, der uden held forsøgte at krølle bolden forbi FCN-målmanden Eduardo Haesler.

I modsatte ende skulle Simon Adingra have scoret, da han stod helt fri med bolden foran Elias Olafsson i hjemmeholdets mål. Hans skud gik dog snævert forbi stolpen.

Anden halvleg var under to minutter gammel, da dødvandet blev brudt. Gustav Isaksen bragte midtjyderne på 1-0 efter flot forarbejde af angriberen Junior Brumado.

(Foto: (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix))

Med et kvarter igen kunne FCM fordoble målscoringen til 2-0.

Den unge angriber Victor Lind hamrede bolden i kassen efter en opsnapning på en lang bold.

Førstepladsen i Superligaen er muligvis kun lånt ud til FCM, da FC København på søndag skal en tur til Randers og forsøge at erobre den tilbage.

Næste runde skal midtjyderne ud i en topduel mod netop FCK, mens FC Nordsjælland skal en tur til Randers og vaske nederlaget af sig.

Brøndby snubler mod oprykkere

I fredagens sene kamp fortsatte Brøndbys sløje sæsonstart, da mestrene igen tabte et vigtigt skridt til konkurrenterne.

I hjemmekampen mod oprykkerne fra Silkeborg blev det kun til 1-1, og Brøndby har således blot vundet en enkelt af sæsonens første otte kampe i 3F Superligaen.

Mod Silkeborg tog de blågule initiativet fra start og dominerede med stor bevægelse, hurtig boldomgang og gode spilvendinger.

Samtidig virkede Brøndby overlegne i duellerne, så Silkeborg havde problemer med spillet, men langsomt fandt oprykkerne melodien og udnyttede den megen plads på siderne af værternes nye 4-4-2-system.

Silkeborg straffede en opspilsfejl efter 20 minutter, hvor midtbanespilleren Mark Brink slap igennem og prikkede gæsterne på 1-0.

Herunder kan du se højdepunkter fra opgøret mellem Brøndby og Silkeborg:

Pludselig var Silkeborg langt mere på bolden end i starten og skabte flere gode muligheder, men Brøndby var også ganske nærgående i den anden ende.

Først ramte hjemmeholdet overliggeren i det 36. minut, inden Simon Hedlund to minutter senere fangede Silkeborg-keeper Nicolai Larsen på mellemhånd og markerede sin kamp nummer 100 for Brøndby med målet til 1-1.

Brøndby kæmper fortsat med at finde melodien i denne sæson, hvor de blågule skal forsvare mesterskabet. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Efter pausen pressede Brøndby på og var mest i boldbesiddelse, mens Silkeborg var nærgående på flere gode omstillinger og sagtens kunne være kommet foran igen.

Chancer var der nok af i begge ender, men afslutningerne savnede kvalitet gang på gang, så det endte uden vinder på Brøndby Stadion, som kvitterede med en lille pibekoncert ved slutfløjtet.

Silkeborg kan glæde sig over at have hentet hæderlige 11 point i de første otte kampe, hvilket rækker til en foreløbig sjetteplads.

Brøndby er øjeblikkeligt nummer syv med otte point og har således allerede ti point op til topholdet fra FC Midtjylland.

/ritzau/

Facebook
Twitter