Underholdende bronzeduel i Brøndby ender 2-2

Brøndby indledte fredag mesterskabsspillet med 2-2 hjemme mod OB på mål af Simon Hedlund og Simon Tibbling.

Brøndby kan takke Simon Hedlund og Simon Tibbling for, at holdet fredag aften indledte Superligaens mesterskabsspil med 2-2 hjemme mod OB.

De to svenskere scorede begge Brøndbys mål, mens Bashkim Kadrii og Troels Kløve nettede for fynboerne.

Brøndby kom i front med tre minutter tilbage af første halvleg, da Simon Hedlund afsluttede et vaskeægte mønsterangreb, men OB's Troels Kløve svarede hurtigt igen og udlignede til 1-1 lige før pausen.

Efter knap en times spil bankede Bashkim Kadrii OB på 2-1 efter en flot start på anden halvleg af gæsterne.

Simon Tibbling blev sendt på banen for Brøndby efter 63 minutter, og han fik udlignet ti minutter senere, da han tacklede bolden i mål til 2-2.

Pointdelingen betyder, at det ikke lykkedes Brøndby at hale ind på OB på tredjepladsen.

Med resultatet har OB fortsat fire point ned til Brøndby på fjerdepladsen.

Begge hold havde gode momenter indledningsvis, men det blev ikke for alvor farligt, da den afgørende aflevering ofte manglede præcision.

OB pressede højt og forsøgte at fremtvinge fejl i Brøndbys opspil, og sådan en var Troels Kløve faktisk lige ved at udnytte efter et kvarter, men afslutningen strøg forbi målet.

Brøndby sendte mange bolde i dybden mod hurtige Simon Hedlund, men OB's tremandsforsvar løste det fint.

OB kom ud til anden halvleg som lyn og torden, og Brøndby-keeper Marvin Schwäbe måtte diske op med en fornem redning for at holde Ramon Leeuwin fra at score efter 51 minutter.

Værterne kom bedre med efter gæsternes føringsmål til 1-2, og Kamil Wilczek var uhyre tæt på at score med 20 minutter igen, men det blev altså svenske Simon Tibbling, der med sin scoring sikrede det ene point.

/ritzau/

Facebook
Twitter