Van der Vaart: Jeg er stadig sulten

FC Midtjyllands nye hollænder, Rafael van der Vaart, har stadig store ambitioner vil vinde titler, men erkender, han ikke er helt klar til fuld tid.

FC Midtjylland kunne onsdag præsentere den hollandske offensivspiller Rafael van der Vaart, der skifter efter et kikset ophold i spansk Real Betis.

- Jeg er glad for at være her og være en del af det, siger Rafael van der Vaart, der med tidligere arbejdsgivere som Tottenham, Real Madrid og Ajax har et lidt mere imponerende CV end den gennemsnitlige Superliga-spiller.

33-årige Rafel van der Vaart er dog ikke kommet til Danmark for at fise den af.

- Jeg vil vinde titler, jeg vil vinde en masse kampe og jeg vil score en masse mål. Jeg er stadig sulten, så vi må se, hvor meget vi kan opnå, siger van der Vaart, der ikke fik mange minutter på banen for Real Betis i sidste sæson grundet skader og dårlig form.

Ikke i topform

Derfor skal man nok heller ikke regne med, at hollænderen spiller fuld tid, når FC Midtjylland i weekenden møder FC København i Telia Parken.

- Jeg føler mig klar. Jeg er fit, men jeg er selvfølgelig ikke klar til at spille 90 minutter på grund af lang ferie, men vi lægger en plan med den fysiske træner, så jeg kan blive 100 procent, siger venstrebensspilleren, der ikke var svær at overbevise om, at hans fremtid lå i FC Midtjylland.

- Da jeg snakkede med klubben, havde jeg straks en god fornemmelse. De folk, der arbejder her er fantastiske. Det føles som en familie her, så det var ikke noget svært valg, siger hollænderen.

Rafael van der Vaart kommer med skiftet lidt tættere på kæresten Estavana Polman, der spiller håndbold for Team Esbjerg. Hollænderen har skrevet under på en 2-årig kontrakt med FC Midtjylland.

Facebook
Twitter