Vendsyssel FF finder ny træner i Fortuna Hjørring

Peter Enevoldsen, der kommer fra et job som assistenttræner i Fortuna Hjørring, er ny cheftræner i Vendsyssel.

Peter Enevoldsen (højre) er ny træner i Superliga-klubben Vendsyssel FF. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det bliver med Peter Enevoldsen på sidelinjen, når superligaklubben Vendsyssel FF skal ud i playoffkampe mod et hold fra 1. division om en plads i landets bedste fodboldrække.

57-årige Enevoldsen er mandag blevet ansat som cheftræner i den nordjyske klub, efter at Jens Berthel Askou sammen med assistenttræner Mike Tullberg blev fyret tidligere på dagen.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Peter Enevoldsen ser gode muligheder for, at den nordjyske klub også efter sommerferien er at finde i Superligaen.

- Jeg ved godt, at holdet kun har vundet 1 ud af 15 kampe i foråret, men der har været mange lige kampe, og jeg er sikker på, at vi er stærke nok til at klare de to playoffkampe.

- Men det bliver også to kampe, hvor det er små ting, der kan blive afgørende. Jeg føler, at vi er godt rustede, siger Peter Enevoldsen.

Den 57-årige cheftræner får ikke meget tid til at forberede sit hold på de to skæbnekampe. Den første bliver spillet næste torsdag, og det er endnu uvist, hvem modstanderen bliver.

- Jeg har lige regnet på det, og jeg har otte træninger og to kampe, så det er begrænset, hvad jeg kan nå at lave.

- Afhængig af hvem vi skal møde, kan vi selvfølgelig lave noget taktisk træning, men ellers gælder det om at få noget humør på.

- Når der kommer en ny træner, kan der være nogle spillere, der blomstrer op, men jeg kan jo ikke nå at ændre ret meget. Det handler bare om, at vi skal være klar mentalt, siger Peter Enevoldsen.

Peter Enevoldsens aftale med Vendsyssel gælder for resten af indeværende sæson. Samtidig oplyses det, at Jan Michaelsen, der i forvejen var assistenttræner i klubben, fortsætter i samme rolle under Enevoldsen.

- Vi har i den seneste tid ledt med lys og lygte efter ham, vi mener kan føre os sikkert igennem de to næste kampe, siger sportschef Ole Nielsen på hjemmesiden.

- Peter har masser af erfaring med fodbold på topplan, og vi er sikre på, at han i samarbejde med Jan Michaelsen, der fortsætter som assistenttræner, kan navigere os sikkert igennem de to spændende kampe, der venter.

Lokal mand til jobbet

Vendsyssel, der har hjemmebane i Hjørring, har med ansættelsen af Enevoldsen holdt sig inden for bygrænsen, når det kommer til valg af ny cheftræner.

Enevoldsen kommer således fra et job som assistenttræner i den lokale kvindefodboldklub Fortuna Hjørring, der så sent som i lørdags blev dansk pokalmester efter en finalesejr over Brøndby.

Derudover har Peter Enevoldsen tidligere været assistenttræner i Randers FC, Sønderjyske og Viborg samt ungdomstræner i AaB. Karrieren har også budt på cheftrænerjob i Thisted FC og Aalborg Freja.

Vendsyssel har i 15 kampe i foråret blot vundet en enkelt gang.

Senest blev det til et samlet nederlag på 1-2 over to kampe mod AC Horsens. Det betyder, at Vendsyssel skal møde nummer tre i 1. division om en plads i Superligaen. Taberen skal spille i næstbedste række efter sommerferien.

Det er endnu uvist, hvem der bliver nummer tre i 1. division. Inden sidste spillerunde indtager Fremad Amager tabellens tredjeplads, men Lyngby og Næstved kan også nå den, hvis resultaterne flasker sig for de to hold.

/ritzau/

Facebook
Twitter