Vendsyssel-træner efter oprykning: "Vi kommer for at vinde"

Efter oprykningen til Superligaen vil Vendsyssels cheftræner Jens Berthel Askou kun gå efter sejre i den bedste række.

Vendsyssels træner Jens Berthel Askou (tv.) og assistenttræner Mogens Krogh jubler over oprykning til Superligaen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

For første nogensinde er Vendsyssel FF rykket op i Superligaen, efter nordjyderne søndag slog Lyngby med 2-1 på udebane i den sidste Superliga playoff-kamp.

Dermed vandt holdet fra Hjørring samlet 3-1 over Lyngby i kampen om en plads i Superligaen - noget Vendsyssels cheftræner selvsagt er lykkelig over.

- Det er alt det, jeg havde håbet på, og som jeg havde ønsket mig, da jeg tog over. Når man spiller om noget, så skal man gå efter det, og det har vi gjort, og nu står vi så her, siger cheftræner Jens Berthel Askou, der blot har stået i spidsen for Vendsyssel siden starten af maj.

- Det går nok stille og roligt op for en, når vi kommer i gang med næste fase, men lige nu er der en masse glade mennesker fra Nordjylland, der er rejst med herover for at dele den her oplevelse med os, og det er vigtigt at nyde det lige nu.

Det har været en turbulent tid i Vendsyssel forud for oprykning. Den 8. maj meddelte klubben nemlig, at den nu daværende cheftræner, Erik Rasmussen, stoppede i klubben, og i stedet blev Jens Berthel Askou forfremmet fra sin stilling som assistenttræner.

- Erik (Rasmussen, red.), som ikke er her længere, har været en stor inspirationskilde i forhold til at skabe et miljø, hvor folk de trives. Ham vil jeg også lige takke, og jeg glæder mig til at give ham en krammer, når jeg ser ham, lyder det fra Askou.

Klubben har i de to foregående sæsoner også været tæt på en oprykning, og fra juli venter der så omsider en helt nu virkelighed for den nordjyske klub, når den står på Superliga-fodbold i stedet for 1. Division.

Det er noget, som Jens Berthel Askou vil belønne sine spillere for.

- Alle, der har været med til at spille os op i Superligaen, har fortjent at få en chance. Men der skal selvfølgelig justeres nogle ting. Der skal suppleres op, og så er der måske nogen, der skal videre.

- Vi kommer ikke bare for at få en fed oplevelse - vi kommer for at spille med. Som udgangspunktet spiller vi jo om Danmarksmesterskabet. Så kan det godt være, vi ikke kommer til at stå med medaljerne, når sæsonen er slut, men vi kommer ikke til at være tilfreds med andet end at vinde vores kampe.

Vendsyssel sluttede som nummer tre i 1. Division, og mødte derfor Superligaen nummer 12, Lyngby, i kampen om en plads i Superligaen.

Facebook
Twitter