’Vi gad sgu ikke se på den middelmådighed mere’: Superligaens frække dreng fylder 20 år

Det er i dag to årtier siden, FC Midtjylland blev startet. Derfor har DR Sporten kigget nærmere på tre vigtige øjeblikke i fodboldklubbens historie.

FC Midtjylland vandt i 2015 klubbens første danske mesterskab. (Foto: POULSEN LARS)

Der skete ting og sager i 1999. Musikdownloadingstjenesten Napster så dagens lys, Euroen blev etableret, og Svampebob Firkant debuterede på tv.

Og så skete der det, som man nok især husker 1999 for i Herning-Ikast-området. 1. juli ’99 var nemlig dagen, hvor de to byers fodboldhold Herning Fremad og Ikast FS lagde rivalisering til side og sammen startede FC Midtjylland.

Sammen med fire personer dybt forankret i FCM’s historie har DR Sporten dykket ned i tre nøgleøjeblikke, som alle har været med til forme klubben til at være en fast del af toppen i dansk fodbold:

Formændene, der forenede rivalerne

Johnny Rune (tv.) og Steen Hessel (th.) fik idéen til at starte FC Midtjylland. (Foto: POULSEN LARS)

Mændene bag den midtjyske fodboldfusion var Johnny Rune, der var formand i Ikast FS, og Steen Hessel, formand i Herning Fremad. Uden dem var FC Midtjylland med al sandsynlighed aldrig blevet til noget, men det krævede dog hårdt arbejde at få samlet to de lokalrivaler:

Johnny Rune: - Det gik i vasken i første omgang. Det sidste halvår af 1998 holdt vi ellers møder hver måned i Herning for at finde ud af, om vi kunne lave denne overbygning. Men der var for meget, vi ikke kunne blive enige om.

Steen Hessel: - Det mislykkedes, fordi der var alt for mange mennesker involveret, som i bund og grund nok ikke ønskede, at der skulle være en fusion.

Johnny Rune: - I starten af 1999 var jeg så i Holstebro for at se en kamp mellem dem og Herning Fremad – det var jo elendig fodbold, vi så, selvom Herning vandt. Tilfældigvis sad Steen sammen med nogle fra Hernings bestyrelse og så kampen, så vi kom til at snakke. Vi blev enige om, at vi skulle have en nærmere snak.

Steen Hessel: - På vej hjem i bilen havde jeg en kammerat med, og jeg sagde til ham, at jeg ville ringe til Johnny i morgen, for nu skulle vi lave en klub. Den middelmådighed gad vi sgu ikke se på mere. Vi måtte kunne gøre det bedre, hvis vi slog kræfterne sammen. Allerede dagen efter ringede jeg til ham, og så kørte jeg ud til ham i Ikast.

Johnny Rune: - Det tog faktisk ikke ret mange sekunder at blive enige om, at nu skulle vi lave denne klub, for det andet var håbløst. Det første, vi gjorde, var at ringe rundt til de forskellige bestyrelsesmedlemmer og få dem til at bakke op. Så indkaldte vi til pressemøde dagen efter.

- Det sjove er, at da vi havde taget beslutningen, blev vi enige om, at vi ville løse alle problemerne senere, det havde vi slet ikke tid til der. For hvis man er tvunget til at løse et problem for ikke at blive totalt til grin, så gør man det som regel.

Steen Hessel: - Vi var nervøse for amatørafdelingerne, for der var nogle, som altid havde været imod at lave én klub, så vi indkaldte dem hurtigt til generalforsamling. Jeg havde et sæt nøgler med, og gjorde det klart, at hvis vi ikke fik lavet klubben denne gang, så fik amatørafdelingen nøglerne til den professionelle afdeling – så måtte de køre det videre. Heldigvis var der klart flertal.

Kort efter annonceringen af fodboldfusionen var der uenigheder mellem klubben og DBU:

Johnny Rune: - 14 dage før vi blev enige om at lave fusionen, havde vi forlænget med Troels Bech som træner i Ikast, og så fik han så at vide, at han ikke skulle fortsætte. Men Troels tog det pænt, han kunne godt se fornuften i det hele– han fik selvfølgelige også løn, så er det også nemmere at tage det pænt. Ove Pedersen blev cheftræner, for han var mere lokalt forankret og havde spillet i begge klubber.

- For at lave en ny klub, så skulle det overhovedet ikke lugte eller smage af de to gamle klubber. Vi fandt et nyt navn og nye farver. Vi lavede en seance, hvor vi fik amtsborgme steren til at trække lod mellem tre navne, der lå i en skål. Det han ikke vidste var, at der stod FC Midtjylland på dem alle tre – og det har han aldrig fået at vide.

Midtjylland ville udvikle talenter på en helt ny måde

Claus Steinlein er i dag administrerende direktør i FC Midtjylland, men han har tidligere både været sportsdirektør og chef for talentakademiet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den fodboldmission, som de to formænd startede i 1999, har Claus Steinlein været med på næsten hele vejen. I dag er han administrerende direktør i FC Midtjylland, men før det var bornholmeren den ene af idémændene bag klubbens succesfulde talentakademi:

Claus Steinlein: - I det første år i 2004 sagde alle stortalenter i Danmark nej til os. Mike Jensen fra Brøndby var det største talent i årgang ’88, og jeg ringede til hans far, Henrik Jensen. Han grinede bare, for selvfølgelig skulle Danmarks største talent ikke til FC Midtjyllands akademi.

- Men vi var meget, meget ambitiøse. Da vi i 2004 melder ud, at vi vil have to spillere til VM i 2010, kunne vi næsten ikke få ørenlyd for grin fra Fodbolddanmark. Det gav os bare energi at tro på det – jo mere modstand, der har været, jo mere har vi stået sammen. Derfor var det også stort, da vi til VM i 2010 så Simon Kjær og Winston Reid løbe ind på banen som to af vores unge spillere.

DR Sporten fulgte i en periode talenterne på FCM's akademi:

Claus Steinlein: - Året før i februar måned 2003 havde DBU inviteret 20 danske klubber ned til Nantes i Frankrig for at se deres fodboldakademi, og allerede mens vi var dernede, fik vi lavet en businessplan for Danmarks første fodboldakademi. En uge efter jeg havde fremlagt det for bestyrelsen, sagde de, at vi bare kunne gå i gang. Vi fik tre år til vise, at det kunne blive en succes.

- Vi har selvfølgelig lavet fejl undervejs, og den første fejl var, at vi tog fat i tre AaB-spillere uden at kontakte klubben først. Det gjorde vi det første år, men det har vi ikke gjort sidenhen. Rygtet med bare at tage fat i spillerne er vi aldrig kommet af med, men det var den måde, vi greb det an på det første år. Det gjorde, at vi fik et ry som klassens frække dreng.

- Den helt store blåstempling af akademiet kom, da vi solgte Simon Kjær til Palermo for 30 millioner kroner. Der kunne enhver, både forretnings- og fodboldmand, se, at vi havde brugt 10-15 millioner og solgt for 30, så det var en meget god forretning.

Se dette indslag fra 2008, hvor Simon Kjær blev solgt til italienske Palermo:

Claus Steinlein: - Han blev solgt i 2008, efter vi havde været til Viareggio Cup, som er en hæderkronet ungdomsturnering i Italien. I den første kamp mod Atalanta spillede Simon Kjær og Winton Reid en drøm af en kamp i midterforsvaret. Atalanta havde Italiens største angrebstalent, og ham pakkede Simon bare ind, som om han ingenting var.

- Efter den kamp og til Simon blev solgt godt ti dage efter, bombarderede agenter os med henvendelser. Det endte med, at Palermo fløj op til Danmark. Vi havde regnet med, at vi kunne få 15-20 millioner, og startede de så med at byde langt mere.

Dagen hvor drømmen blev en realitet

I 2015 kom kulminationen for FC Midtjylland så, da klubben vandt sin første DM-titel. Den blev sikret efter at have spillet 0-0 i Slagelse mod FC Vestsjælland. På sidelinjen stod assistenttræner Brian Priske og jublede, da det historiske mesterskab var en realitet:

Brian Priske: - Et par minutter før slutfløjtet kigger Glen (Riddersholm, daværende cheftræner, red.) og jeg på hinanden. Han siger, at nu er det kraftedeme hjemme. Det hårde arbejde, vi havde lagt, ikke kun i den sæson, men også i de foregående sæsoner, fik vi endelig fuldt udbytte for. Vi syntes jo selv, at vi havde knoklet hårdt og havde været tæt på at opnå noget stort, men den sidste coolness og kvalitet havde manglet. Nu stod vi endelig med det, som der var blevet kæmpet hårdt for gennem hele Midtjyllands rejse.

Brian Priske: - Der var fuld skrald på i bussen hjemad. Vores familier var med – dem som kunne – og ikke mindst var vi der alle mand. Det var ikke kun os i Superligastaben, som fejrede det, men det var hele klubben. Det er en af de gange, hvor det står tydeligst for mig, at Midtjylland på mange måder er sammenhold.

Brian Priske sprøjtede champagne ud over de ventende FCM-fans i Herning, efter holdet vendte hjem fra Slagelse som mestre. (Foto: TONY BROCHNER © ©Tony Brøchner)

Brian Priske: - I den dobbeltdækker, som vi kørte i, var hele underetagen fuldstændig raseret med champagne, der blev skudt op i loftet. Der lå drikkevarer over hele gulvet. Det var staben som fejrede det, som om de selv havde stået inde på banen. Det var en fuldstændig vanvittig bustur.

- Jo mere vi fik bygget på i fundamentet, jo mere kunne vi se, at vi godt kunne være en fast bestanddel af toppen i Superligaen. Det her var den pokal, som fik kritikken til at forstumme.

Herunder kan du se et længere indslag fra 2015, da FCM vandt sit første mesterskab: